Opfølgning: Udgravning på Jordbærvej ved Sorring


Den 15 juni fortsatte vi hvor vi slap den 14. Ud over at få tegnet en plan af lokalitetens to felter, har vi i dag arbejdet med studier af de første gruber og mindre nedgravninger i østfeltet. Her har vi fat i et gammelt dybt nedskåret kærrespor, som i dag er fyldt op med muld og en smule Sorring keramik.

Plan over det afdækkede. Lyserødt fremhævet er materialetagningsgruber, sort er arbejdshuset med kælder, Blåt den opfyldte vej, og grønt fremhævet er den meget keramikholdige grube vi netop arbejder på.

Museumsformidler Mette Bundgaard er her i gang med at udgrave keramikgruben.

Østligst dukkede de gruber som er basis for at vi graver der ude frem som forventet. Den mest keramikholdige er den vi er startet på. Fra denne håber vi at få bjerget et godt udvalg af keramiktyper og dekorationer, men en meget stor del af keramikken kasseres rent faktisk allerede i felt. I gruben er der dukket mange fine simple kar op, men tre tallerkener eller lave skåle der er smukt dekorerede med fugle, er ret interessante, da de daterer gruben til omkring 1870.

Den øverste af de tre tallerkener med fuglemotiv. Her er det hovedet som er synligt nederst.

Det lyder umiddelbart sent i forhold til de perioder vi normalt interesserer os for, men det er faktisk den sikreste datering vi har indtil videre, og den passer fint ind i Sorring keramikkens helhedsbillede.

Den 17. juni går vi i gang med at snitte store anlæg med rendegraver, så vi ikke slider os halvt fordærvede ved at grave dem i hånden. Det skal blive spændende hvad kælderen og materialegruberne gemmer på!

Advertisements
Der er lukket for kommentarer.