Teske eller Gravemaskine?


Gravemaskine og arkæologer graver råjorden fri

”Er I arkæologer? Så ligger I nok og graver med teske og pensel!” er en ofte hørt replik fra forbipasserende ved arkæologiske udgravninger.
En sjælden gang er der behov for at finde en pensel frem, men for det meste foregår en arkæologisk udgravning med en skovl. Derudover kunne vi slet ikke få undersøgelserne i gang, hvis ikke vi havde hjælp fra en gravemaskine.
En udgravning begynder typisk ved at gravemaskinen fjerner muldlaget på det areal, der skal undersøges. Når mulden er væk følger arkæologerne gravemaskinens videre afrensning af råjorden. Det er nemlig i råjorden vi kan se de forhistoriske spor, i form af nedgravninger. Det er meget vigtigt at have en kompetent maskinfører, der kan få fladen ren og plan, lige i det niveau, der er optimalt for arkæologerne.
Når fladen er afgravet, og alle anlæggene målt ind med GPS, tager vi fat med arkæologens primære graveredskab: en skovl.

Arkæolog Søren T. Christensen graver med arkæologens vigtigste redskab, skovlen

For at undersøge nedgravninger, som typisk er stolpehuller og gruber, graver vi halvdelen af anlægget bort, for at kunne se det i snit. Når der skal graves lidt forsigtigt, eller lige finpudses, bruger vi en graveske. En graveske er det samme som en murske, og er arkæologens mest benyttede ”håndvåben”.

Arkæologistuderende Christian D.-Schou renser et snit af med graveskeen

En sjælden gang finder vi noget, der kræver ekstra omhyggelighed, og så finder vi penselen frem, som det f.eks. skete her ved Silkeborg Langsø, da vi fandt fint dekoreret keramik fra den tidlige bondestenalder. (ca. 3500 f.kr.)

ca. 5500 år gammelt keramik, renset frem til foto med pensel

Forøvrigt: Teskeer er ikke gode graveredskaber, de finder kun berretigelse når der skal graves jord ud af øjenhuler på skeletter.

Reklamer
Der er lukket for kommentarer.