Sorthåret velstillet kvinde begravet i Hårup


Sorthåret velstillet kvinde begravet i Hårup.

Vikingegravpladsen fra Hårup er tidligere blevet beskrevet på denne blog. Efter udgravning af en af gravene og undersøgelse af præparatet optaget fra graven, kan vi nu fortælle om denne grav i sin helhed.

Graven viste sig ved udgravningen at være en kammergrav med en vognfading anvendt som kiste. I kisten var der nedlagt flotte gravgaver til den døde.

Selve graven bestod af et kammer af lodrette stavplanker nedsat rektangulær i kanten af graven. Stavplankerne kunne ses som mørke aftegninger i undergrunden under selve gravfylden.

Image

Stavplankerne ses som mørke aftegninger i jorden

.

I kammeret er en vognfading med den afdøde nedsat. En vognfading er den ”kasse” der har stået oven på vognhjulene. I kanten langs graven og i nogenlunde parallelle linjer gennem graven blev der fundet mange klinknagler af jern, i hjørnerne blev der fundet jernbeslag og endeligt blev der fundet to jernringe i hver sin side af graven. Alle disse jerngenstande viser, at der har været anvendt en vognfading som kiste. Blandt alle jerngenstandene blev der også fundet dele af et skrin. Skrinet har bestået af træ med små tynde metalbeslag.

I gravens nordlige side blev de fleste gravgaver fundet. Dele af gravgaverne blev optaget i et stort præparat og senere udgravet under kontrollerede forhold af museets konservator.

Konservatoren fandt fire perler, heraf tre af glas i forskellige farver og en perle af noget ikke nærmere bestemt stenmateriale. En jernkniv med træskaft og rester af en knivskede af læder. Rester af pelsmateriale, antageligt skin fra et dyr af mårfamilien. tre forskellige typer tekstil af uld alle vævet med hver deres teknik. Tynde guldtråde fra et formodet fjerde stykke tekstil. Kun guldtrådene var bevaret. Endeligt blev der fundet et sort menneskehår, der antageligt stammer fra den afdøde.

Image

Det fine kar under udgravning

Udover genstandene i præparatet var der et helt keramikkar, af en type der normalt ses i kystnære områder.  Det må betragtes som en smule usædvanligt, at finde den så centralt i Jylland. Endelig indeholdt graven en tenvægt af brændt ler og yderligere to glasperler.

Der var ikke bevaret meget af den afdøde, kun knoglemateriale og en tandemalje blev fundet i den nordvestlige del af graven.

Gravgaverne, gravens konstruktion samt kisten fortæller os, at den afdøde har værret ret velhavende og kvinde, tilmed en sortthåret kvinde.

Image

Den lille tenvægt fra graven

Reklamer
Der er lukket for kommentarer.