Forundersøgelsen fortsætter


Søgegrøfter på det i denne omgang undersøgte område mellem Hårup og Linå

Så er der igen gang i forundersøgelserne på motorvejsstrækningen mellem Hårup og  Låsby. Som læserne af denne blog nok ved, bliver de forskellige matrikler undersøgt alt efter hvornår de er tilgængelige for museets arkæologer og alt efter hvordan de forskellige delprojekter skrider frem. Denne gang fik vi undersøgt dele af selve motorvejsstrækningen samt en industrivej gennem en kommende udstykning mellem det gamle Neptun bryggeri og Expan. I skrivende stund er denne undersøgelse afsluttet for nu, men der er netop sat gang i en strækning på den anden side af Linå. I området mellem Hårup og Linå dukkede der flere koncentrationer af fortidsminder op, der kunne være kandidater til senere udgavninger.

Området omkring Hårup har vist sig at være rig på bopladsspor fra yngre bronzealder – se de ældre

indlæg https://silkeborgmuseum.wordpress.com/2011/10/31/udgravninger-bag-harup/ samt https://silkeborgmuseum.wordpress.com/2011/11/14/1022/ – og vi blev heller ikke snydt denne gang. Især fundene fra en grube fyldt med keramik peger på denne periode, mere præcist periode VI af bronzealderen, ca. 700 til 500 f.Kr., dvs. tiden lige før jernalderens begyndelse.

Siden – fra bund til rand – af et fornemt kar fra den yngste del af bronzealderen. Øverst er der slidte brudspor efter et afbrækket øre , hvilket måske kan tyde på, at det fine service ikke blev smidt ud lige med det samme efter at hanken var knækket.

Potteskår dekoreret med en liste med fingerindtryk

Et fint fund fra en anden periode var endestykket af en itubrudt flintøkse, der formentlig stammer fra den del af yngre stenalder der kaldes Enkeltgravskultur, ca. 2800 til 2500 f.Kr. Øksen blev fundet på markoverfladen mellem to af vores søgegrøfter. Ud over lidt flintaffald var der desværren ingen andre sikre spor fra stenalderen i området.

Nakkefragment af en såkaldt tyknakket flintøkse fra yngre stenalder. Den skarpe ende fandt vi desværre ikke.

Tak til de gæstfrie naboer langs ruten hvor vi har stillet vores skurvogn, og en særlig hilsen til børnene og deres pædagoger fra opholdsstedet VRC Silkeborg for deres interesse i vores arbejde og en hjælpende hånd da vi skulle flytte.

Kent O. Laursen

Reklamer
Der er lukket for kommentarer.