Huse, brønde og gruber med keramik fra Bronzealderen på Sejling Hede


Udgravningen på Sejling Hede er stadig i fuld gang, og vi er så småt ved at få mere styr på bebyggelsens karakter. Vi har spor efter flere hustomter i form af nedgravninger til stolper, men det er ofte vanskeligt at adskille stolpehullerne fra de mange spor efter trærødder fra juletræsplantagen her i området, især når stolpehullerne oven i købet er næsten usynlige. Stolpehuller fyldes som regel med mørk jord, der falder ned i hullerne når husenes bygges og når de nedbrydes, men over tid udvaskes den mørke farve desværre, hvilket kan resultere i utydelige spor i undergrunden. Et af husene var det dog ikke noget problem straks at identificere – nemlig sporene efter en brandtomt, hvor stolpehullerne stadig var farvet næsten sorte af trækul; godt for os, men sikkert ærgeligt for husets beboere dengang i Yngre Bronzealder (ca. 1100 til 500 f.Kr.).

Hus fra Yngre Bronzealder med de tagbærende stolper markeret med landmålerstokke

Få meter fra det nedbrændte hus stødte vi på en større plamage af mørk jord, som vi valgte at udgrave ved at ligge et profilsnit tværs igennem med hjælp fra gravemaskinen. Det vidste sig at plamagen bestod af et kompleks af en dybere nedgravning – en brønd – der var gravet gennem to flankerende gruber til råstofindvinding, hvor gårdens beboere har kunnet grave ler til at beklæde husets vægge og til fremstillingen af lerkar, og derefter har kunnet bruges til mødding – affald fandt vi i hvert fald i form at lerkarskår.

Profilsnit gennem brønd, flankeret af to lertagningsgruber

Profilsnit gennem brønd, flankeret af to lertagningsgruber

Keramikken fra den ene grube var lidt speciel: der er tale om skår fra det øverste af et lerkar dekoreret med en liste med fingerindtryk et stykke under randen, og i siderne af skårene kan ses to gennemborede huller – nærmere bestemt klinkehuller. Karret har altså på et tidspunkt været tabt på gulvet, men repareret og samlet igen, og har haft lidt ekstra levetid, før det blev smidt ud.

Keramikskår med dekorationsliste og to klinkehuller. Fra Yngre Bronzealder.

Keramikskår med dekorationsliste og to klinkehuller. Fra Yngre Bronzealder.

Der er flere brønde, lertagninggruber og kogegruber (jordovne) i nærheden der skal undersøges, og vi regner med at der er mindst fire bronzealder-huse mere at finde mellem alle juletræsrødderne.

 

Advertisements
Der er lukket for kommentarer.