Udgravning afsluttet på Sejling Hede


Udgravningsfeltet en december morgen, med dyrespor i sneen

Udgravningsfeltet en december morgen, med dyrespor i sneen

Godt Nytår! Afslutningen på 2012 betød også afslutningen af udgravningen på Sejling Hede.

Alle udgravningens tre felter har vist sig at kunne dateres til yngre Bronzealder – mellem ca. 1100 og 500 f.Kr. Tolkningerne fra forundersøgelsen holdt altså kun delvist stik: Der blev ikke fundet spor efter bebyggelse fra Jernalderen, som vi ellers har fra en tidligere udgravning få meter vest for den nærværende. Der var desværre heller ingen grave. Især et anlæg i det midterste felt havde ellers sat forventningerne i vejret, da den i fladen kunne ses at være dækket af sten – sådanne stentæpper dækker nemlig typisk over oldtidsgrave.

Stenpakket grube set i fladen

Stenpakket grube set i fladen

Stenene viste sig dog at fortsætte hele vejen ned – der var ikke tale om en grav, men i stedet om en tætpakket grube med stenaffald, måske sten fra marken, der har irriteret bronzealderbonden når han pløjede marken og derfor blev samlet og gravet ned?

Profilbalk i grube - med sten hele vejen ned

Profilbalk i grube – med sten hele vejen ned

De to mindre felter viste sig at være ret nedslidte – med de dybest nedgravede gruber og kun enkelte stolpehuller bevaret, hvor der altså ikke længere var mulighed for at finde spor efter huse. Huse fandt vi derimod i det store felt – fire ialt – sammen med kogegruber, affalds- og lertagningsgruber, samt brønde.

Oversigtsplan over det store felt. Huse markeret med farvet skygge, kogegruber med sort, gruber med lyst brunt, brønde med blåt og vådområder med mørk brunt.

Oversigtsplan over det store felt. Huse markeret med farvet skygge, kogegruber med sort, gruber med lyst brunt, brønde med blåt og vådområder med mørk brunt.

Husene står ikke særlig tæt, så der er ingen overlap, der gør at vi kan udelukke om husene har stået samtidig på pladsen – som en lille landsby. Som tommelfingerregel definerer man en landsby i oldtiden som tre selvstændige men samtidige gårde inden for et afgrænset areal. På denne plads er der dog nok snarere tale om to eller tre gårde, der afløser hinanden i tid. Så vidt vi ved ind til videre, opstår landbyfællesskaberne også først i Jernalderen. De to længste huse, Hus 1003 og 1004, har formentlig været hovedhusene i selvstændige gårde, mens det mellemstore Hus 1001 kan være enten et selvstændigt hovedhus eller et udhus tilhørende en gårdsenhed sammen med et af de større huse. Det lille udhus Hus 1002 har sikkert ikke været til beboelse, men har fungeret som staklade eller andet for et af de større huse. Opbygningen af de to store huse følger samme princip, hvor der er forskel i stolpesætningen mellem den vestlige og østlige halvdel af huset på hver sin side af indgangspartierne, der er placeret midt på langsiden. Denne opbygning tyder på en funktionsopdeling af husets halvdele, formentlig med beboelse i vestenden og opstaldning af kreaturer i østenden. Beboelse og stald under samme tag er velkendt fra især Jernalderen, mens det er mere sjældent det kan påvises i Bronzealderen.

Hus 1003. Indgangene markeret med pile. I "entreen" ses to små gruber.

Hus 1003. Indgangene markeret med pile. I “entreen” ses to små gruber.

Heldigvis fik vi taget jordprøver fra alle de tagbærende stolpesæt i begge de store huse før frosten for alvor satte ind i december. Analyser af bevaret plantemateriale i jordprøverne kan afsløre meget om hvad der er foregået i huset , og ikke mindst hvor, så dem ser vi frem til at få sendt afsted til laboratoriet.

Kent O. Laursen

Advertisements
Der er lukket for kommentarer.