Skribentarkiv

Kapitælet fra Nisset

På opgaver ude i landskabet hænder det, at man som arkæolog støder på uventede overraskelser, der ofte ikke har noget direkte at gøre med f.eks. den udgravning man er i gang med. Dette skyldes ikke mindst de folk, man kan møde på sin vej, f.eks. på en større tur gennem landskabet som prøvegravningerne i forbindelse med motorvejen eller den nu vel overståede 13,5 km lange prøvegravning fra Ans til Bjørnholt. Lokale historie- og arkæologiinteresserede har ofte en lille historie at fortælle, eller en stenøkse de gerne vil vise os – nu når vi lige kommer forbi. Andre har ligefrem en større samling flint, som de gerne vil donere til museet. Ofte bliver sådanne samlinger dog blot gennemset og registreret af museets arkæologer, hvis vi får buddet, for siden at blive liggende hos finderen. Selv om der i langt de fleste tilfælde ikke er tale om danefæ, bidrager sådanne registreringer af stort og småt alligevel væsentlig til det store billede. På prøvegravningen mellem Ans og Bjørnholt fik vi faktisk doneret en samling flint fra en venlig hundelufter, men det var ikke alt!

Hos en af de lokale landmænd i Nisset, hvor vi havde fået lov at stille vores skurvogn, fik vi forevist en meget spændende sten. Stenen var blevet fundet for et par år siden, da en gammel stald på grunden blev revet ned.  Nu dekorerer stenen hjørnet af gårdens terrasse, men før det var den indmuret i den gamle stald. Endnu længere tilbage i tid har stenen været en del af en kirke fra tidlig Middelalder.

Hjørnet af kapitælet, dekorert med "klo" eller vulst mellem siderne, samt en fals mod den flade side.

Hjørnet af kapitælet, dekorert med “klo” eller vulst mellem siderne, samt en fals mod den flade side.

Kapitælet set fra siden

Kapitælet set fra siden, den udekorerede del har været indmuret.

Kapitælets forside, dekoreret med halvcirkulær blænding.

Kapitælets forside, dekoreret med halvcirkulær blænding.

Som stenen ligger nu, har den en tydelig flad overside. Tre af siderne er dekorerede med blændinger i form af kvartcirkler på to af siderne og en halvcirkel på den tredje. Den sidste side er kun råt tilhugget, og har oprindeligt været muret inde i kirkemuren. Der er tale om en tilhugget granitkvader, nærmere bestemt en del til en søjle. Som den ligger nu, kan det være svært at afgøre om der er tale om bunden, en base, eller toppen, kapitælet, af en søjle. Ifølge Anders Christensen, fra ”Danmarks Kirker” under Nationalmuseets afdeling for Middelalder og Renæssance, er der formentlig tale om et kapitæl. Mere specifikt er der nok tale om hovedet til en søjle på apsis til en romansk kirke, altså fra den udvendige dekoration på kirkens halvrunde østlige afslutning, f.eks. ligesom det kan ses på Grønbæk kirke. Kapitælet tilhører en almindelig midtjysk type, og dateres formentlig til mellem år 1150 og 1225.

Grønbæk kirke; apsis dekoreret med søjlebårne blændingsarkader.

Grønbæk kirke; apsis dekoreret med søjlebårne blændingsarkader.

Detalje af Grønbæk kirkes apsis

Detalje af Grønbæk kirkes apsis

Hvordan er sådan en sten så endt i en stald, der måske kun er omkring 100 år gammel? Stenen kan oprindeligt stamme fra enten en kirke, et kapel eller et kloster. Vi ved at mange landsbykirker gik ud af brug efter pestepidemierne i Middelalderen, de såkaldte ”ødekirker”, ligesom mange mindre kapeller og klostre blev lukket ned efter Reformationen; bygningerne blev revet ned og stenene brugt til andet byggeri. Andre sten er i tidens løb blevet tilovers ved renovation og ombygninger af kirkerne.  Jakob Kieffer-Olsen og Niels Engberg fra Nationalmuseets afdeling for Middelalder og Renæssance kan meddele, at udover Alling klosterruin, en ødekirke i Engesvang sogn, samt Kapelhøj ved Allinggård, haves der efterretninger om yderligere 11 ødekirker alene i Hids Herred.  Faktisk ligger der en del kandidater i en radius på ca. 6-7 km fra Nisset. Alling kloster er dog nok for ung til at være en kandidat i denne sammenhæng – den er først grundlagt omkring 1250 og dertil bygget af teglsten, selv om man jo ikke kan udelukke at nogle detaljer, såsom baser, kapitæler og andet, har været lavet af granitkvadre. Det samme gælder Tvilum Kloster, fra omtrent samme tid.  Sminge gamle kirke er en anden mulighed; cisterciensermunke var kortvarigt forbi Sminge i 1165, men endte med at slå sig ned ved Mossø og grundlægge Øm kloster; den lille kirkeruin, som Silkeborg Museum fandt spor efter i 1986, kan være grundlagt allerede da, men fund af brokker af munkesten på stedet tyder på at der nok har været tale om en yngre sognekirke af tegl.

Ødekirker_kort

Stenen fra Nisset er markeret med rød stjerne. Fra Nord og med uret rundt er markeret: Allingkloster, Kapelhøj, Tvilum Ladegårds kirke, Tvilum kloster og Sminge gamle kirke.

Mere nærliggende bud er nok enten Kapelhøj ved Allinggård eller ødekirken ved Tvilum. Under Nationalmuseets berejsning af området i 1880’erne, noterer Direktør Sophus Müller sig, at der findes flere romanske kvadre fra kirker indmuret i og fritliggende omkring Herregården Allinggård samt Alling mølle. Hans lokale informanter mente at disse sten stammede fra Allingkloster. Müller konkluderede dog:

”Alle de i det foreg. omtalte romanske Kvadre o.s.v. er sandsynligvis hidførte fra de forskjellige Kirker, som kort efter hinanden blev restaurerede af Fischere som Eiere af Allinggaard og Mølle [1666 til 1804].”

(tekst fra Fund og Fortidsminder, Kulturstyrelsens online database)

Tvilum Ladegårds kirkeruin formodes at ligge mellem Tvilumgård, Tvilum Hovedgård og Tvilum Kirkegård, men er ellers ikke lokaliseret nærmere; der findes dog flere romanske kvadre, med og uden udsmykning, indmuret i de to nævnte gårde, ligesom der efter sigende skulle være fundet et skelet da man opførte Tvilum Hovedgård.

Præcist hvor stenen fra Nisset stammer fra får vi nok aldrig opklaret – men her er der i det mindst givet nogle kvalificerede gæt…

Kent O. Laursen

Reklamer

13 kilometers forundersøgelse snart ved vejs ende

Muldafrømning med maskine

Muldafrømning med maskine

Det er ikke kun på den kommende motorvejsstrækning, at Silkeborg Museums arkæologer huserer for tiden. Siden starten af Februar har vi været igang med at forundersøge strækningen forud for etableringen af 150 KV kabel mellem Tange og Bjørnholdt, dvs. fra kommunegrænsen ved Ans og hele vejen til transformatorstationen ved Bjørnholt i udkanten af Silkeborg, 13,5 KM ialt. Strækningen fra kommunegrænsen til Tangeværket tager vores kolleger på Viborg Museum sig af.

Strækningen fra Tange til Silkeborg (KMS/Energinet.dk)

Strækningen fra Tange til Silkeborg (KMS/Energinet.dk)

Tracéet passerer et meget kuperet landskab med moræneplateauer adskildte af stejle skråninger og større eller mindre moseområder og søer. Den meget variererede topografi giver mulighed for at støde på og undersøge lokaliteter fra hele forhistorien og middelalderen. Mange steder har vi tilsyneladende ramt igennem yderkanterne af bopladser fra bronzealder og jernalder. Vores søgegrøfter er 4 meter bredde, men med mulighed for at udvide i op til 7 meters bredde, kan vi danne os et nogenlunde overblik over hvad der måtte gemme sig på strækningen.

Når vi støder på koncentrationer af fortidsminder udvides grøften, og anlæggene undersøges med det samme.

Når vi støder på koncentrationer af fortidsminder udvides grøften, og anlæggene undersøges med det samme.

.

Karprofil – fra rand til bund – af lerkar fra yngre bronzealder eller førromersk jernalder

Et af de mere omfattende koncentrationer vi er stødt på dateres til ældre romersk jernalder, med bopladsgruber med store mængder keramik, og også resterne af jernudvindingsovne med affaldprodukter i form af jernslagger.

Samling af lerkarskår: sideskår, randskår med dekorative lister, hanke, bunde...

Samling af lerkarskår: sideskår, randskår med dekorative lister, hanke, bunde…

Jernslagger fra bunden af jerndudvindingsovn.

Jernslagger fra bunden af jerndudvindingsovn.

I skrivende stund op mod Påskeferien er vi nået til området omkring Nisset, så vi nærmer os så småt vejs ende og kan skimte kraftvarmeværket i horisonten.

God Påske!

Poul Mikkelsen, Lise Hjorth Riishede, Kent O. Laursen

Udgravning afsluttet på Sejling Hede

Udgravningsfeltet en december morgen, med dyrespor i sneen

Udgravningsfeltet en december morgen, med dyrespor i sneen

Godt Nytår! Afslutningen på 2012 betød også afslutningen af udgravningen på Sejling Hede.

Alle udgravningens tre felter har vist sig at kunne dateres til yngre Bronzealder – mellem ca. 1100 og 500 f.Kr. Tolkningerne fra forundersøgelsen holdt altså kun delvist stik: Der blev ikke fundet spor efter bebyggelse fra Jernalderen, som vi ellers har fra en tidligere udgravning få meter vest for den nærværende. Der var desværre heller ingen grave. Især et anlæg i det midterste felt havde ellers sat forventningerne i vejret, da den i fladen kunne ses at være dækket af sten – sådanne stentæpper dækker nemlig typisk over oldtidsgrave.

Stenpakket grube set i fladen

Stenpakket grube set i fladen

Stenene viste sig dog at fortsætte hele vejen ned – der var ikke tale om en grav, men i stedet om en tætpakket grube med stenaffald, måske sten fra marken, der har irriteret bronzealderbonden når han pløjede marken og derfor blev samlet og gravet ned?

Profilbalk i grube - med sten hele vejen ned

Profilbalk i grube – med sten hele vejen ned

De to mindre felter viste sig at være ret nedslidte – med de dybest nedgravede gruber og kun enkelte stolpehuller bevaret, hvor der altså ikke længere var mulighed for at finde spor efter huse. Huse fandt vi derimod i det store felt – fire ialt – sammen med kogegruber, affalds- og lertagningsgruber, samt brønde.

Oversigtsplan over det store felt. Huse markeret med farvet skygge, kogegruber med sort, gruber med lyst brunt, brønde med blåt og vådområder med mørk brunt.

Oversigtsplan over det store felt. Huse markeret med farvet skygge, kogegruber med sort, gruber med lyst brunt, brønde med blåt og vådområder med mørk brunt.

Husene står ikke særlig tæt, så der er ingen overlap, der gør at vi kan udelukke om husene har stået samtidig på pladsen – som en lille landsby. Som tommelfingerregel definerer man en landsby i oldtiden som tre selvstændige men samtidige gårde inden for et afgrænset areal. På denne plads er der dog nok snarere tale om to eller tre gårde, der afløser hinanden i tid. Så vidt vi ved ind til videre, opstår landbyfællesskaberne også først i Jernalderen. De to længste huse, Hus 1003 og 1004, har formentlig været hovedhusene i selvstændige gårde, mens det mellemstore Hus 1001 kan være enten et selvstændigt hovedhus eller et udhus tilhørende en gårdsenhed sammen med et af de større huse. Det lille udhus Hus 1002 har sikkert ikke været til beboelse, men har fungeret som staklade eller andet for et af de større huse. Opbygningen af de to store huse følger samme princip, hvor der er forskel i stolpesætningen mellem den vestlige og østlige halvdel af huset på hver sin side af indgangspartierne, der er placeret midt på langsiden. Denne opbygning tyder på en funktionsopdeling af husets halvdele, formentlig med beboelse i vestenden og opstaldning af kreaturer i østenden. Beboelse og stald under samme tag er velkendt fra især Jernalderen, mens det er mere sjældent det kan påvises i Bronzealderen.

Hus 1003. Indgangene markeret med pile. I "entreen" ses to små gruber.

Hus 1003. Indgangene markeret med pile. I “entreen” ses to små gruber.

Heldigvis fik vi taget jordprøver fra alle de tagbærende stolpesæt i begge de store huse før frosten for alvor satte ind i december. Analyser af bevaret plantemateriale i jordprøverne kan afsløre meget om hvad der er foregået i huset , og ikke mindst hvor, så dem ser vi frem til at få sendt afsted til laboratoriet.

Kent O. Laursen

Huse, brønde og gruber med keramik fra Bronzealderen på Sejling Hede

Udgravningen på Sejling Hede er stadig i fuld gang, og vi er så småt ved at få mere styr på bebyggelsens karakter. Vi har spor efter flere hustomter i form af nedgravninger til stolper, men det er ofte vanskeligt at adskille stolpehullerne fra de mange spor efter trærødder fra juletræsplantagen her i området, især når stolpehullerne oven i købet er næsten usynlige. Stolpehuller fyldes som regel med mørk jord, der falder ned i hullerne når husenes bygges og når de nedbrydes, men over tid udvaskes den mørke farve desværre, hvilket kan resultere i utydelige spor i undergrunden. Et af husene var det dog ikke noget problem straks at identificere – nemlig sporene efter en brandtomt, hvor stolpehullerne stadig var farvet næsten sorte af trækul; godt for os, men sikkert ærgeligt for husets beboere dengang i Yngre Bronzealder (ca. 1100 til 500 f.Kr.).

Hus fra Yngre Bronzealder med de tagbærende stolper markeret med landmålerstokke

Få meter fra det nedbrændte hus stødte vi på en større plamage af mørk jord, som vi valgte at udgrave ved at ligge et profilsnit tværs igennem med hjælp fra gravemaskinen. Det vidste sig at plamagen bestod af et kompleks af en dybere nedgravning – en brønd – der var gravet gennem to flankerende gruber til råstofindvinding, hvor gårdens beboere har kunnet grave ler til at beklæde husets vægge og til fremstillingen af lerkar, og derefter har kunnet bruges til mødding – affald fandt vi i hvert fald i form at lerkarskår.

Profilsnit gennem brønd, flankeret af to lertagningsgruber

Profilsnit gennem brønd, flankeret af to lertagningsgruber

Keramikken fra den ene grube var lidt speciel: der er tale om skår fra det øverste af et lerkar dekoreret med en liste med fingerindtryk et stykke under randen, og i siderne af skårene kan ses to gennemborede huller – nærmere bestemt klinkehuller. Karret har altså på et tidspunkt været tabt på gulvet, men repareret og samlet igen, og har haft lidt ekstra levetid, før det blev smidt ud.

Keramikskår med dekorationsliste og to klinkehuller. Fra Yngre Bronzealder.

Keramikskår med dekorationsliste og to klinkehuller. Fra Yngre Bronzealder.

Der er flere brønde, lertagninggruber og kogegruber (jordovne) i nærheden der skal undersøges, og vi regner med at der er mindst fire bronzealder-huse mere at finde mellem alle juletræsrødderne.

 

Udgravning startet på Sejling Hede

Endnu en udgravning på motorvejsstrækningen er nu kommet godt igang nord for Silkeborg, nærmere bestemt mellem Silkeborg Kraftvarmeværk og Sejling By. Området blev forundersøgt i forsommeren, hvor vi fandt koncentrationer af gruber og stolpehuller, som foreløbigt blev dateret til bronzealder (ca. 1700 – 500 f.Kr.) og yngre romersk jernalder (ca. 200-400 e.Kr.). Der er også at par ovale eller næsten rektangulære aftegninger i jorden, der er kandidater til at være gravlæggelser, måske fra den sene stenalder eller ældre bronzealder – vi får se! Egentlig var vi især på udkig efter resterne af en nedlagt landsby fra middelalderen, der ellers kun er kendt fra stednavnet “Bellerup” – men uden held i denne omgang, se: Den forsvundne landsby.

Sommeren er nu forlængst overstået, og det mærkes også her på udgravningen. Vi starter op samtidig med den første frost og de ledsagende hagl- og sludbyger. Det regnfulde efterår skaber nogle udfordringer med blød jord og vand i udgravningsfelterne. Heldigvis har vi en gravemaskine i nærheden til at hjælpe os med at lave profilsnit gennem vores gruber fra yngre bronzealder (ca. 1100-500 F.kr.) og grave kanaler for at lede noget af det indstrømmende vand bort.

Arkæolog Malene Madsen dokumenterer profilen på en af de maskingravede gruber

Arkæolog Kent Laursen og maskinfører Jan Lucassen afgraver overjorden. Læg mærke til de store vandpytter i feltet.

Vi fortsætter med at afrømme felterne i næste uge, og går derefter for alvor igang med at undersøge de arkæologiske anlæg nøjere.

 
Kent O. Laursen

Forundersøgelsen fortsætter

Søgegrøfter på det i denne omgang undersøgte område mellem Hårup og Linå

Så er der igen gang i forundersøgelserne på motorvejsstrækningen mellem Hårup og  Låsby. Som læserne af denne blog nok ved, bliver de forskellige matrikler undersøgt alt efter hvornår de er tilgængelige for museets arkæologer og alt efter hvordan de forskellige delprojekter skrider frem. Denne gang fik vi undersøgt dele af selve motorvejsstrækningen samt en industrivej gennem en kommende udstykning mellem det gamle Neptun bryggeri og Expan. I skrivende stund er denne undersøgelse afsluttet for nu, men der er netop sat gang i en strækning på den anden side af Linå. I området mellem Hårup og Linå dukkede der flere koncentrationer af fortidsminder op, der kunne være kandidater til senere udgavninger.

Området omkring Hårup har vist sig at være rig på bopladsspor fra yngre bronzealder – se de ældre

indlæg https://silkeborgmuseum.wordpress.com/2011/10/31/udgravninger-bag-harup/ samt https://silkeborgmuseum.wordpress.com/2011/11/14/1022/ – og vi blev heller ikke snydt denne gang. Især fundene fra en grube fyldt med keramik peger på denne periode, mere præcist periode VI af bronzealderen, ca. 700 til 500 f.Kr., dvs. tiden lige før jernalderens begyndelse.

Siden – fra bund til rand – af et fornemt kar fra den yngste del af bronzealderen. Øverst er der slidte brudspor efter et afbrækket øre , hvilket måske kan tyde på, at det fine service ikke blev smidt ud lige med det samme efter at hanken var knækket.

Potteskår dekoreret med en liste med fingerindtryk

Et fint fund fra en anden periode var endestykket af en itubrudt flintøkse, der formentlig stammer fra den del af yngre stenalder der kaldes Enkeltgravskultur, ca. 2800 til 2500 f.Kr. Øksen blev fundet på markoverfladen mellem to af vores søgegrøfter. Ud over lidt flintaffald var der desværren ingen andre sikre spor fra stenalderen i området.

Nakkefragment af en såkaldt tyknakket flintøkse fra yngre stenalder. Den skarpe ende fandt vi desværre ikke.

Tak til de gæstfrie naboer langs ruten hvor vi har stillet vores skurvogn, og en særlig hilsen til børnene og deres pædagoger fra opholdsstedet VRC Silkeborg for deres interesse i vores arbejde og en hjælpende hånd da vi skulle flytte.

Kent O. Laursen