Skribentarkiv

Enkeltgårde og brandgrave ved Grauballe

Vinteren igennem har museet udgravet godt 3 ha i forbindelse med den kommende udstykning syd for Grauballe. Området hér er specielt kendt for fundet af moseliget Grauballemanden i Nebelgård mose i 1952, og museet har inden for de seneste 15 år også foretaget flere udgravninger af bosættelser fra jernalderen, hvad også vejnavnene ”Jernaldervej”, ”Romervej” og ”Keltervej” vidner om. Indtil videre har det ikke været muligt at finde huse samtidige med Grauballemanden fra ca. 300-200 f.Kr. og den seneste udgravning har ikke været nogen undtagelse.

Udgravning i bidende frost.

Udgravning i bidende frost.

Mulden på store dele af udstykningen er nu blevet vendt og der er fundet huse og hegn fra tiden omkring Kristi fødsel til omkring 400 e. Kr.

Arealets sydvestlige del indeholdt spor efter forholdsvis små bygninger fra tiden umiddelbart før Kristi fødsel. Husene er mellem 10-15 meter lange og har formodentlig indeholdt både beboelse og stald. Tæt ved bygningerne har man i jernalderen gravet efter ler til klining af huse og til formning af lerkar.

Anne Mette og vores praktikant Julie afrenser en brønd, der lå ved kanten af et fugtigt område.

Anne Mette og vores praktikant Julie afrenser en brønd, der lå ved kanten af et fugtigt område.

Der er også gravet en serie dybe brønde for at kunne hente rent vand til husholdning og evt. opstaldede dyr. Både nedgravninger og brønde er efterfølgende fyldt op med affald fra bopladsen og der er hér fundet dele af mange forskellige lerkar fra den tid.

Elever fra Grauballe Skoles 1.-2. klasse tegner et langhus i sneen.

Elever fra Grauballe Skoles 1.-2. klasse tegner et langhus i sneen.

Områdets længste hus er fundet i den nordlige del, hvor der omkring 400 e. Kr. har ligget en meget stor gård med en indhegnet gårdsplads på godt 4200 m2, hvad der svarer til 4-5 af de kommende parcelhusgrunde. Midt på gårdspladsen lå hovedhuset med en længde på hele 45 meter og med godt 240 m2 under tag.

Umiddelbart udenfor den store indhegnede gårdsplads, langs kanten af en gammel mergelgrav, fremkom adskillige brandgrave med velbevarede hvidbrændte knogler. Gravene lå indenfor ca. 25 x 15 meter og mellem dem fandt vi flere dybe stolpehuller. Kan de have markeret gravene?

Brandgrav i snit

Brandgrav i snit

Der er taget jordprøver fra alle grave, og forhåbentlig kan en nærmere analyse af trækul og knogler supplerende information til forståelse af gravenes indbyrdes forhold og datering.

Reklamer

Danmarks længste jernalderhus!

Hen over sommeren har vi undersøgt 2 hektar af en større bebyggelse på højderyggen syd for Linå.

Ud over fem langhuse fra slutningen af bronzealderen omkring 500 f.Kr. er der undersøgt omfattende spor efter en landsby fra germansk jernalder ca. 400-500 e.Kr.

Til denne landsby hører mindst ti langhuse. Husene er omgivet af hegn, der knytter de enkelte huse sammen i større gårdsanlæg. Gårdene består typisk af et hovedhus på 30 m`s længde med beboelse og stald under samme tag, omgivet af et eller flere mindre huse, der har fungeret som gårdens økonomibygninger. Det er dog ikke muligt, at præcisere hvilken funktion de enkelte bygninger har haft.

Langhus set fra vest. Husets solpehuller er markeret med paptallerkner

Et hus skiller sig markant ud fra de øvrige. Et helt usædvanligt stort hus med 425 m2 under tag med en længde på ikke mindre end 65 m!! Der var ingen skillevægge bevaret i huset, så vi ved ikke hvordan, det har været indrettet. En analyse af jordprøver udtaget fra husets stolpehuller kan i heldigste fald vise, hvad de forskellige dele af huset har været brugt til. Fund af f.eks. forkullede kornkerner og ukrudtsfrø kan vise hvor beboelsen, stalden og evt. lade samt tærskerum var placeret i huset. Landsbyen har haft en ganske betydelig udstrækning. Umiddelbart vest for udgravningen var et mindre vådområde og museet undersøgte i 2011 1 ha. af samme bebyggelse her ved. (Se evt. “Store dimensioner”).

Bunden af en brønd sikret med tilspidset tømmer

Landsbyens vandforsyning har været sikret ved to brønde, som lå tæt ved bebyggelsens østlige udkant. I den fugtige undergrund stod brøndenes træforing stadig intakt. Nedbankede tilspidsede planker forhindrede at brøndhullet skred sammen. Nogle af plankerne er tydeligvis genanvendt bygningstømmer.

Smedens esse fundet i Thorning

Efter et velbesøgt Åbent Hus arrangement, hvor der blev talt en del om jernudvinding og de mange forekomster af slagge i området, blev en rødbrændt plamage undersøgt nærmere. Det viste sig at være smedens esse – fundet blot få meter fra en stor jernudvindingsovn. Da smedjer fra middelalderen er forholdsvis sjældne, har det været en unik lejlighed til at tage prøver fra selve essen og det omgivende areal for om muligt at kunne ”kigge smeden over skulderen”. Vi kan forhåbentlig få et større indblik i smedningsprocesser og organiseringen af smedens arbejde.

 

Poul afrenser essesten med slagge. Bemærk den rødbrændte farvning omkring essen.

Essen er nu tømt og den bestod af en større granitsten med en fordybning i midten, hvori en meget jernholdig slagge var bevaret. Den meget rødbrændte ler omkring essen vidner om, hvor høje temperaturer jernet blev bearbejdet ved.

I forbindelse med Åbent Hus afsøgte tre af museets detektorfolk området og fandt en lille sølvmønt med en konge til hest. Mønten viser sig at være en såkaldt rytterpenning – to Skilling Lybsk – med Christian IV fra perioden 1619-1622.

Mønt fra Christian IV's tid

 

Ifølge regnskabet for Silkeborg Len er der indtil omkring år 1600 leveret jern fra Silkeborgegnen til kongens smedie i København og herefter er jernfremstillingen i Midtjylland ophørt. Betalingen til kongen var herefter omregnet i penge og ikke jern. Pudsigt at mønten er fra lige netop denne periode…!

Se evt. ”Klimp og kloder. Jern i middelalderens Danmark”, Blicheregnens Museum 1999.

Åbent Hus på Smedebakken i Thorning

I forbindelse med kommunens anlæggelse af et større regnvandsbassin i den vestlige del af Thorning, er der i den forløbne uge afmuldet et ca. 7 meter bredt bælte til nedlægning af rør umiddelbart øst for Foghsvej. I den forbindelse har vi løbende besigtiget arealet og har fundet spor efter både huse og jernudvinding.

Vægstolpehuller i hus ses som mørke pletter i den gule ler. I midten anes husets ildsted.

Der er indtil videre spor efter mindst fire huse, sandsynligvis fra vikingetid/tidlig middelalder, omkring 1000/1100-tallet. Husene har haft tætstillede stolper i væggene og tilsyneladende ingen indre tagbærende stolper. De er ca. 5 meter bredde og går på tværs af det afmuldede tracé. Gavlenderne ligger udenfor tracéet, så husenes længde har ikke kunne fastslåes. Der er spor efter ildsteder i flere af husene.

I den sydlige del af arealet ses en bred grøft, der tolkes som et tofteskel. Den danner det sydøstlige hjørne af et gårdsanlæg, hvor der har foregået jernudvinding. Grøften indeholder en del slagge – et restprodukt efter jernudvinding – og umiddelbart vest for grøften er der flere nedgravninger med slagge, som tolkes som resterne efter jernudvindingsovne.

Det er bemærkelsesværdigt at pladsen med jernudvinding og måske smedning ligger ved vejen ”Smedebakken”, der passerer Thorning Hus.

Vi holder Åbent Hus søndag d. 11. marts kl. 14-16. Alle er velkomne.

Store dimensioner

På den netop afsluttede udgravning af godt 1 ha af motorvejstracéet syd for Linå fremkom spor efter Silkeborgegnens hidtil længste hus. Huset er fra yngre germansk jernalder omkring 600 e. Kr. Det har været 51 meter langt og knap 7 meter bredt, hvilket er næsten 10 meter længere og 1 meter bredere end de øvrige huse vi har i området fra denne tid! Selvom huset er ekstremt stort har hele arealet sandsynligvis ikke været til beboelse. En stribe jordprøver gennem huset kan forhåbentlig fortælle mere om husets indretning med beboelse, stald og evt. lade.

Langhuset fremstår tydeligt med dyngerne af de snittede stolpehuller. Laurits står ud for husets sydlige indgang.

Huset var hovedhuset på en større gårdsplads med et par mindre udhuse og staklader og gårdsanlægget har sandsynligvis været omkranset af et hegn, som vi dog kun fandt et lille stykke af. Fra samme tid var også et dragtsmykke af bronze – en såkaldt næbfibel, der blev fundet med assistance fra museets detektorgruppe. Gårdsanlægget lå på bakken ved slugten ned til Svinedal, hvor den nye bro er under opførsel.

Bronze fibel med form som et fuglehoved. Overfladen er lidt nedbrudt og den fine udsmykning er svær at se

Langs kanten af højdedraget var også spor efter en langt ældre bebyggelse med flere huse fra tiden omkring 1800 f. Kr. – overgangen mellem stenalder til bronzealder.

Lerkar under udgravning. De vandrette bånd viste sig at være umiddelbart under karrets rand og lerkarret var derfor blevet anbragt med bunden i vejret!

I virvaret af stolpehuller og kogestensgruber/jordovne fremkom overraskende to mindre nedgravninger med lerkar, hvoraf det ene var placeret med bunden i vejret. Lerkarrene blev i felten forsigtigt pakket ind i plastfolie for at blive udgravet på museets konserveringsafdeling under kontrollerede forhold. Ved udgravningen af det ene lerkar fandt museets konservator dele af karrets bund og side og der er sandsynligvis tale om et forrådskar. Men hvorfor var det placeret med bunden i vejret?

Pilespids af flint med fine afknusninger langs kanten.

En pilespids fra samme tid tydeliggør bebyggelsens placering i det smukt kuperede terræn med rige muligheder for jagt. Sjovt nok blev den fundet omkring 1. oktober, hvor jagten gik ind…

Skovrejsninger 2010

Hvert år bliver der søgt om tilskud til at rejse skov. I den forbindelse har museet krav på at undersøge arealerne først. I flere tilfælde er det tilstrækkeligt at se i vores arkiver om der på området eller i nærområdet er registreret fund eller fortidsminder. Disse kan have indvirkning på vores indstilling til den kommende beplantningsplan.

Men i tilfælde hvor skovrejsningsselskabet og ejer ønsker at dybdepløje arealet forud for tilplantning, er det nødvendigt for os at prøvegrave området først. Når der dybdepløjes vender man op og ned på de øverste ca. 90 cm. af jorden og får mulden med ukrudtsfrø ned i bunden og undergrundssand eller -ler op i overfladen. Fordi denne pløjning når så langt ned i undergrunden ødelægger den muligheden for efterfølgende at finde spor efter oldtidens mennesker. Tavlen bliver i princippet visket ren!

I 2010 var vi ude med en rendegraver for at trække søgegrøfter forud for fem skovrejsninger.

Skovrejsninger undersøgt i 2010 og begyndelsen af 2011 er markeret med rødt

Leo udbedrer drænrør

Der blev alle steder fundet spor efter forhistorisk aktivitet, men ved Grauballe var sporene for spredte og ukarakteristiske til at friholde området for dybdepløjning.

De øvrige fire steder fremkom spor efter aktiviteter fra stenalder og bronzealder. Ved Lemming var der bevaret rester af et kulturlag med flint og potteskår fra stenalderen, mens der de øvrige tre steder blev fundet flere kogestensgruber og stolpehuller fra bebyggelser dateret til bronzealderen. Ved Skorup blev der fundet en flintskraber på overfladen af marken, men fundet kunne ikke knyttes til anlæg i området. Vi vurderer at kulturlag og bebyggelser ikke tager skade af at blive tilplantet med skov, så alle lodsejere kan få den skov de ønsker. Vi må dog indstille delområder til fritagelse for dybdepløjning, da de spor vi har fundet ellers ville gå tabt for eftertiden.

Når vi trækker søgegrøfter med rendegraver sker det at vi støder på andet end spor fra fortiden. Nord for Sorring gravede vi et drænrør i stykker og måtte udbedre skaden før vi kunne komme videre.

Prøvegravning i Skorup i sne

Det sker at vejret er imod os…!

Denne vinter måtte vi udskyde undersøgelserne i Skorup, da vandmættet undergrund og sne ikke var den bedste kombination. Heldigvis var lodsejeren meget forstående og vi lavede en prøvegravningsaftale, hvor vi fik mulighed for at undersøge arealet under mere fordelagtige forhold uden at miste muligheden for at komme med eventuelle ændringer til beplantningsplanen.

Reklamer