Archive for the ‘ Lerindvinding ’ Category

13 kilometers forundersøgelse snart ved vejs ende

Muldafrømning med maskine

Muldafrømning med maskine

Det er ikke kun på den kommende motorvejsstrækning, at Silkeborg Museums arkæologer huserer for tiden. Siden starten af Februar har vi været igang med at forundersøge strækningen forud for etableringen af 150 KV kabel mellem Tange og Bjørnholdt, dvs. fra kommunegrænsen ved Ans og hele vejen til transformatorstationen ved Bjørnholt i udkanten af Silkeborg, 13,5 KM ialt. Strækningen fra kommunegrænsen til Tangeværket tager vores kolleger på Viborg Museum sig af.

Strækningen fra Tange til Silkeborg (KMS/Energinet.dk)

Strækningen fra Tange til Silkeborg (KMS/Energinet.dk)

Tracéet passerer et meget kuperet landskab med moræneplateauer adskildte af stejle skråninger og større eller mindre moseområder og søer. Den meget variererede topografi giver mulighed for at støde på og undersøge lokaliteter fra hele forhistorien og middelalderen. Mange steder har vi tilsyneladende ramt igennem yderkanterne af bopladser fra bronzealder og jernalder. Vores søgegrøfter er 4 meter bredde, men med mulighed for at udvide i op til 7 meters bredde, kan vi danne os et nogenlunde overblik over hvad der måtte gemme sig på strækningen.

Når vi støder på koncentrationer af fortidsminder udvides grøften, og anlæggene undersøges med det samme.

Når vi støder på koncentrationer af fortidsminder udvides grøften, og anlæggene undersøges med det samme.

.

Karprofil – fra rand til bund – af lerkar fra yngre bronzealder eller førromersk jernalder

Et af de mere omfattende koncentrationer vi er stødt på dateres til ældre romersk jernalder, med bopladsgruber med store mængder keramik, og også resterne af jernudvindingsovne med affaldprodukter i form af jernslagger.

Samling af lerkarskår: sideskår, randskår med dekorative lister, hanke, bunde...

Samling af lerkarskår: sideskår, randskår med dekorative lister, hanke, bunde…

Jernslagger fra bunden af jerndudvindingsovn.

Jernslagger fra bunden af jerndudvindingsovn.

I skrivende stund op mod Påskeferien er vi nået til området omkring Nisset, så vi nærmer os så småt vejs ende og kan skimte kraftvarmeværket i horisonten.

God Påske!

Poul Mikkelsen, Lise Hjorth Riishede, Kent O. Laursen

Reklamer

Enkeltgårde og brandgrave ved Grauballe

Vinteren igennem har museet udgravet godt 3 ha i forbindelse med den kommende udstykning syd for Grauballe. Området hér er specielt kendt for fundet af moseliget Grauballemanden i Nebelgård mose i 1952, og museet har inden for de seneste 15 år også foretaget flere udgravninger af bosættelser fra jernalderen, hvad også vejnavnene ”Jernaldervej”, ”Romervej” og ”Keltervej” vidner om. Indtil videre har det ikke været muligt at finde huse samtidige med Grauballemanden fra ca. 300-200 f.Kr. og den seneste udgravning har ikke været nogen undtagelse.

Udgravning i bidende frost.

Udgravning i bidende frost.

Mulden på store dele af udstykningen er nu blevet vendt og der er fundet huse og hegn fra tiden omkring Kristi fødsel til omkring 400 e. Kr.

Arealets sydvestlige del indeholdt spor efter forholdsvis små bygninger fra tiden umiddelbart før Kristi fødsel. Husene er mellem 10-15 meter lange og har formodentlig indeholdt både beboelse og stald. Tæt ved bygningerne har man i jernalderen gravet efter ler til klining af huse og til formning af lerkar.

Anne Mette og vores praktikant Julie afrenser en brønd, der lå ved kanten af et fugtigt område.

Anne Mette og vores praktikant Julie afrenser en brønd, der lå ved kanten af et fugtigt område.

Der er også gravet en serie dybe brønde for at kunne hente rent vand til husholdning og evt. opstaldede dyr. Både nedgravninger og brønde er efterfølgende fyldt op med affald fra bopladsen og der er hér fundet dele af mange forskellige lerkar fra den tid.

Elever fra Grauballe Skoles 1.-2. klasse tegner et langhus i sneen.

Elever fra Grauballe Skoles 1.-2. klasse tegner et langhus i sneen.

Områdets længste hus er fundet i den nordlige del, hvor der omkring 400 e. Kr. har ligget en meget stor gård med en indhegnet gårdsplads på godt 4200 m2, hvad der svarer til 4-5 af de kommende parcelhusgrunde. Midt på gårdspladsen lå hovedhuset med en længde på hele 45 meter og med godt 240 m2 under tag.

Umiddelbart udenfor den store indhegnede gårdsplads, langs kanten af en gammel mergelgrav, fremkom adskillige brandgrave med velbevarede hvidbrændte knogler. Gravene lå indenfor ca. 25 x 15 meter og mellem dem fandt vi flere dybe stolpehuller. Kan de have markeret gravene?

Brandgrav i snit

Brandgrav i snit

Der er taget jordprøver fra alle grave, og forhåbentlig kan en nærmere analyse af trækul og knogler supplerende information til forståelse af gravenes indbyrdes forhold og datering.

Udgravning afsluttet på Sejling Hede

Udgravningsfeltet en december morgen, med dyrespor i sneen

Udgravningsfeltet en december morgen, med dyrespor i sneen

Godt Nytår! Afslutningen på 2012 betød også afslutningen af udgravningen på Sejling Hede.

Alle udgravningens tre felter har vist sig at kunne dateres til yngre Bronzealder – mellem ca. 1100 og 500 f.Kr. Tolkningerne fra forundersøgelsen holdt altså kun delvist stik: Der blev ikke fundet spor efter bebyggelse fra Jernalderen, som vi ellers har fra en tidligere udgravning få meter vest for den nærværende. Der var desværre heller ingen grave. Især et anlæg i det midterste felt havde ellers sat forventningerne i vejret, da den i fladen kunne ses at være dækket af sten – sådanne stentæpper dækker nemlig typisk over oldtidsgrave.

Stenpakket grube set i fladen

Stenpakket grube set i fladen

Stenene viste sig dog at fortsætte hele vejen ned – der var ikke tale om en grav, men i stedet om en tætpakket grube med stenaffald, måske sten fra marken, der har irriteret bronzealderbonden når han pløjede marken og derfor blev samlet og gravet ned?

Profilbalk i grube - med sten hele vejen ned

Profilbalk i grube – med sten hele vejen ned

De to mindre felter viste sig at være ret nedslidte – med de dybest nedgravede gruber og kun enkelte stolpehuller bevaret, hvor der altså ikke længere var mulighed for at finde spor efter huse. Huse fandt vi derimod i det store felt – fire ialt – sammen med kogegruber, affalds- og lertagningsgruber, samt brønde.

Oversigtsplan over det store felt. Huse markeret med farvet skygge, kogegruber med sort, gruber med lyst brunt, brønde med blåt og vådområder med mørk brunt.

Oversigtsplan over det store felt. Huse markeret med farvet skygge, kogegruber med sort, gruber med lyst brunt, brønde med blåt og vådområder med mørk brunt.

Husene står ikke særlig tæt, så der er ingen overlap, der gør at vi kan udelukke om husene har stået samtidig på pladsen – som en lille landsby. Som tommelfingerregel definerer man en landsby i oldtiden som tre selvstændige men samtidige gårde inden for et afgrænset areal. På denne plads er der dog nok snarere tale om to eller tre gårde, der afløser hinanden i tid. Så vidt vi ved ind til videre, opstår landbyfællesskaberne også først i Jernalderen. De to længste huse, Hus 1003 og 1004, har formentlig været hovedhusene i selvstændige gårde, mens det mellemstore Hus 1001 kan være enten et selvstændigt hovedhus eller et udhus tilhørende en gårdsenhed sammen med et af de større huse. Det lille udhus Hus 1002 har sikkert ikke været til beboelse, men har fungeret som staklade eller andet for et af de større huse. Opbygningen af de to store huse følger samme princip, hvor der er forskel i stolpesætningen mellem den vestlige og østlige halvdel af huset på hver sin side af indgangspartierne, der er placeret midt på langsiden. Denne opbygning tyder på en funktionsopdeling af husets halvdele, formentlig med beboelse i vestenden og opstaldning af kreaturer i østenden. Beboelse og stald under samme tag er velkendt fra især Jernalderen, mens det er mere sjældent det kan påvises i Bronzealderen.

Hus 1003. Indgangene markeret med pile. I "entreen" ses to små gruber.

Hus 1003. Indgangene markeret med pile. I “entreen” ses to små gruber.

Heldigvis fik vi taget jordprøver fra alle de tagbærende stolpesæt i begge de store huse før frosten for alvor satte ind i december. Analyser af bevaret plantemateriale i jordprøverne kan afsløre meget om hvad der er foregået i huset , og ikke mindst hvor, så dem ser vi frem til at få sendt afsted til laboratoriet.

Kent O. Laursen

Huse, brønde og gruber med keramik fra Bronzealderen på Sejling Hede

Udgravningen på Sejling Hede er stadig i fuld gang, og vi er så småt ved at få mere styr på bebyggelsens karakter. Vi har spor efter flere hustomter i form af nedgravninger til stolper, men det er ofte vanskeligt at adskille stolpehullerne fra de mange spor efter trærødder fra juletræsplantagen her i området, især når stolpehullerne oven i købet er næsten usynlige. Stolpehuller fyldes som regel med mørk jord, der falder ned i hullerne når husenes bygges og når de nedbrydes, men over tid udvaskes den mørke farve desværre, hvilket kan resultere i utydelige spor i undergrunden. Et af husene var det dog ikke noget problem straks at identificere – nemlig sporene efter en brandtomt, hvor stolpehullerne stadig var farvet næsten sorte af trækul; godt for os, men sikkert ærgeligt for husets beboere dengang i Yngre Bronzealder (ca. 1100 til 500 f.Kr.).

Hus fra Yngre Bronzealder med de tagbærende stolper markeret med landmålerstokke

Få meter fra det nedbrændte hus stødte vi på en større plamage af mørk jord, som vi valgte at udgrave ved at ligge et profilsnit tværs igennem med hjælp fra gravemaskinen. Det vidste sig at plamagen bestod af et kompleks af en dybere nedgravning – en brønd – der var gravet gennem to flankerende gruber til råstofindvinding, hvor gårdens beboere har kunnet grave ler til at beklæde husets vægge og til fremstillingen af lerkar, og derefter har kunnet bruges til mødding – affald fandt vi i hvert fald i form at lerkarskår.

Profilsnit gennem brønd, flankeret af to lertagningsgruber

Profilsnit gennem brønd, flankeret af to lertagningsgruber

Keramikken fra den ene grube var lidt speciel: der er tale om skår fra det øverste af et lerkar dekoreret med en liste med fingerindtryk et stykke under randen, og i siderne af skårene kan ses to gennemborede huller – nærmere bestemt klinkehuller. Karret har altså på et tidspunkt været tabt på gulvet, men repareret og samlet igen, og har haft lidt ekstra levetid, før det blev smidt ud.

Keramikskår med dekorationsliste og to klinkehuller. Fra Yngre Bronzealder.

Keramikskår med dekorationsliste og to klinkehuller. Fra Yngre Bronzealder.

Der er flere brønde, lertagninggruber og kogegruber (jordovne) i nærheden der skal undersøges, og vi regner med at der er mindst fire bronzealder-huse mere at finde mellem alle juletræsrødderne.

 

Vis mig din affaldsgrube

Keramik.

Koncentration af keramik.

Det som vi finder på udgravningerne er ikke et øjebliksbillede af et frosset tidspunkt i historien. Derimod er det oftest steder, som af den ene eller den anden grund er blevet forladt af fortidens mennesker, som har taget de fleste af deres ejendele med sig. Derfor er de ting vi finder når vi undersøger pladserne ikke deres højtskattede ejendele, men derimod det affald de har efterladt sig eller genstande som de har blevet tabt eller glemt. Dette er dog ikke kun negativt. Man kan lære utrolig meget om mennesker ved at studere deres affald og det gælder især mennesker fra fortiden. Et eksempel på dette er grube A344 fra udgravningen ved Balle Kirkeby.

Ler kar.

Lerkar fra ældre bronzealder.

Grube A344 er en såkaldt affaldsgrube, dvs. en nedgraving fyldt op med affald fra den omkringliggende boplads.Specielt var der en masse stykker ituslået keramik fra ældre bronzealder, og blandt dette et intakt lerkar som stod med toppen ned af på bunden af gruben.

Madskorpe

Fastbrændte madrester i bunden af lerkar.

Da karet blev undersøgt af muséets konservator, opdagede han en rand af fastbrændt mad, formentligt grød, i bunden af karet. Formentligt har en bonde i bronzealderen brændt sin mad på, og i en tid uden opvaskemiddel og teflonbelægning var der ikke andet for end at smide karet ud. Det er dog heldigt for os da vi nu har muligheden for at analysere indholdet og derved finde ny viden om hvad bronzealderens menneske spiste.

Gruben indeholdt desuden en løvkniv og en flække i flint, samt dele af et låg til et lerkar.

Løvkniv og flække.

Løvkniv og flække.

Låg

Keramik låg.

Af Christian Dedenroth-Schou

Nøgne marker i januars vinterlandskab… Men der er noget i vores søgegrøfter.

En søgegrøft trækkes igennem den let frostne jord. I baggrunden ses hovedvej 15 med al dens travle trafik.

Den indtil videre milde vinter har tilladt os at prøve- og udgrave uden ophold denne vinter. Prøvegravningerne i Hårup forsætter mod vest for Hårup By, og vi er nu på toppen af den såkaldte Thorslund Bakke. Navnet i sig selv kildrer jo lidt, da en “Thorslund” jo kunne tolkes som et helligsted til den gamle vejrgud fra nordisk mytologi. Men intet antyder dog dette… endnu.

Det er altså ikke yngre jernalder eller vikingetid der spøger på toppen af Thorslund Bakke, men ældre jernalder. Langs højdedraget finder vi de klassiske gruber for denne tid fyldt med keramik, brændt lerklining og andet affald. Bakkens undergrund er meget leret, hvorfor man kan tænke sig, at mange af gruberne/nedgravningerne har haft til formål at tilvejebringe råstoffer, som f.eks. ler til bopladsens langhuse og lerkarfremstilling. Indtil nu har vi ca.10 langhuse, som ligger på den nordlige del af højderyggen. Flere kan komme til i de næste par uger.

Alt imens de sidste søgegrøfter blev trukket syd for Hårup By, og vi gjorde klar til at indtage Thorslund Bakke, gjorde vores detektorfolk to flotte metalfund.  Det drejer sig om to dragtspænder, den ene en dyrefibula måske fra 700-tallet, og den anden en såkaldt ”Guds Lam-fibula” fra tidlig middelalder. Begge fund understøtter den formodning vi har haft om, at den store oldtidsbebyggelse syd for Hårup By er fra germansk jernalder. Desuden at vi kan forvente at finde rester af et middelalderligt Hårup.

Et flot detektorfund gjort af vores detektorgruppe. En “Guds Lam-fibula”.

En flot dyrefibula fundet af Michael Kjær fra vores detektorgruppe.

Her er et kort der viser vores søgegrøfter indtil nu. De er farvet med rødt.

Bronzealderhuse bag Hårup

De sidste to uger har vi undersøgt lidt over halvdelen af området for den vestlige af sagerne

Den undersøgte del af udgravningsområdet pr. 11-11-2011.

bag Hårup (SIM 33/2011). Indtil sidst i sidste uge har det været ret stille og roligt på udgravningen. Ikke sådan at forstås, at vi ikke har fundet anlæg, vi har undersøgt flere gruber og grubekomplekser efter lertagning, mulige stolpehuller samt rodvæltere/vindfælder (steder hvor der tidligere har stået træer, som er væltet og har trukket kulturlagsjord ned i hullet efter trærødderne). Men de overordnede strukturer har ladet vente på sig. I onsdags tog vi muldlaget af på en del af det midterste af det udpegede område og vi registrerede en masse mulige stolpehuller.

På billedet ses, hvordan de to huskontruktioner overlapper hinanden. Stolpehullerne fra det ene hus er markeret med rødt, men stolpehullerne fra det andet hus er markeret med blåt.

Ved nærmere undersøgelse torsdag kunne vi konstatere, at der måtte være en huskonstruktion i de mange mulige stolpehuller. Videre bearbejdning i fredags peger i retning af at der ligger to huskonstruktioner forskudt oven i hinanden (MI ill.). De to huse har således ikke været opført samtidig.

Ud fra fundene i de omkringliggende gruber, der for størstedelen har været mere eller mindre fundtomme, er det sandsynligt at husene skal dateres til

Løvkniven som er fundet i et grubekompleks.

bronzealderen (1800-500 f.Kr.). I et grubekompleks nær husene er der fundet keramik fra forskellige perioder af bronzealderen samt en løvkniv (et lille høstredskab, der har været brugt til høstning af smågrene og kviste) og en skraber fra bronzealder. Der er dog også fundet enkelte genstande fra den sidste del af stenalderen, som vi kalder senneolitikum (2600-1800 f.Kr.), som hovedparten af fundene fra naboudgravningen (SIM 34/2011) netop stammer fra.