Archive for the ‘ Fund ’ Category

Kapitælet fra Nisset

På opgaver ude i landskabet hænder det, at man som arkæolog støder på uventede overraskelser, der ofte ikke har noget direkte at gøre med f.eks. den udgravning man er i gang med. Dette skyldes ikke mindst de folk, man kan møde på sin vej, f.eks. på en større tur gennem landskabet som prøvegravningerne i forbindelse med motorvejen eller den nu vel overståede 13,5 km lange prøvegravning fra Ans til Bjørnholt. Lokale historie- og arkæologiinteresserede har ofte en lille historie at fortælle, eller en stenøkse de gerne vil vise os – nu når vi lige kommer forbi. Andre har ligefrem en større samling flint, som de gerne vil donere til museet. Ofte bliver sådanne samlinger dog blot gennemset og registreret af museets arkæologer, hvis vi får buddet, for siden at blive liggende hos finderen. Selv om der i langt de fleste tilfælde ikke er tale om danefæ, bidrager sådanne registreringer af stort og småt alligevel væsentlig til det store billede. På prøvegravningen mellem Ans og Bjørnholt fik vi faktisk doneret en samling flint fra en venlig hundelufter, men det var ikke alt!

Hos en af de lokale landmænd i Nisset, hvor vi havde fået lov at stille vores skurvogn, fik vi forevist en meget spændende sten. Stenen var blevet fundet for et par år siden, da en gammel stald på grunden blev revet ned.  Nu dekorerer stenen hjørnet af gårdens terrasse, men før det var den indmuret i den gamle stald. Endnu længere tilbage i tid har stenen været en del af en kirke fra tidlig Middelalder.

Hjørnet af kapitælet, dekorert med "klo" eller vulst mellem siderne, samt en fals mod den flade side.

Hjørnet af kapitælet, dekorert med “klo” eller vulst mellem siderne, samt en fals mod den flade side.

Kapitælet set fra siden

Kapitælet set fra siden, den udekorerede del har været indmuret.

Kapitælets forside, dekoreret med halvcirkulær blænding.

Kapitælets forside, dekoreret med halvcirkulær blænding.

Som stenen ligger nu, har den en tydelig flad overside. Tre af siderne er dekorerede med blændinger i form af kvartcirkler på to af siderne og en halvcirkel på den tredje. Den sidste side er kun råt tilhugget, og har oprindeligt været muret inde i kirkemuren. Der er tale om en tilhugget granitkvader, nærmere bestemt en del til en søjle. Som den ligger nu, kan det være svært at afgøre om der er tale om bunden, en base, eller toppen, kapitælet, af en søjle. Ifølge Anders Christensen, fra ”Danmarks Kirker” under Nationalmuseets afdeling for Middelalder og Renæssance, er der formentlig tale om et kapitæl. Mere specifikt er der nok tale om hovedet til en søjle på apsis til en romansk kirke, altså fra den udvendige dekoration på kirkens halvrunde østlige afslutning, f.eks. ligesom det kan ses på Grønbæk kirke. Kapitælet tilhører en almindelig midtjysk type, og dateres formentlig til mellem år 1150 og 1225.

Grønbæk kirke; apsis dekoreret med søjlebårne blændingsarkader.

Grønbæk kirke; apsis dekoreret med søjlebårne blændingsarkader.

Detalje af Grønbæk kirkes apsis

Detalje af Grønbæk kirkes apsis

Hvordan er sådan en sten så endt i en stald, der måske kun er omkring 100 år gammel? Stenen kan oprindeligt stamme fra enten en kirke, et kapel eller et kloster. Vi ved at mange landsbykirker gik ud af brug efter pestepidemierne i Middelalderen, de såkaldte ”ødekirker”, ligesom mange mindre kapeller og klostre blev lukket ned efter Reformationen; bygningerne blev revet ned og stenene brugt til andet byggeri. Andre sten er i tidens løb blevet tilovers ved renovation og ombygninger af kirkerne.  Jakob Kieffer-Olsen og Niels Engberg fra Nationalmuseets afdeling for Middelalder og Renæssance kan meddele, at udover Alling klosterruin, en ødekirke i Engesvang sogn, samt Kapelhøj ved Allinggård, haves der efterretninger om yderligere 11 ødekirker alene i Hids Herred.  Faktisk ligger der en del kandidater i en radius på ca. 6-7 km fra Nisset. Alling kloster er dog nok for ung til at være en kandidat i denne sammenhæng – den er først grundlagt omkring 1250 og dertil bygget af teglsten, selv om man jo ikke kan udelukke at nogle detaljer, såsom baser, kapitæler og andet, har været lavet af granitkvadre. Det samme gælder Tvilum Kloster, fra omtrent samme tid.  Sminge gamle kirke er en anden mulighed; cisterciensermunke var kortvarigt forbi Sminge i 1165, men endte med at slå sig ned ved Mossø og grundlægge Øm kloster; den lille kirkeruin, som Silkeborg Museum fandt spor efter i 1986, kan være grundlagt allerede da, men fund af brokker af munkesten på stedet tyder på at der nok har været tale om en yngre sognekirke af tegl.

Ødekirker_kort

Stenen fra Nisset er markeret med rød stjerne. Fra Nord og med uret rundt er markeret: Allingkloster, Kapelhøj, Tvilum Ladegårds kirke, Tvilum kloster og Sminge gamle kirke.

Mere nærliggende bud er nok enten Kapelhøj ved Allinggård eller ødekirken ved Tvilum. Under Nationalmuseets berejsning af området i 1880’erne, noterer Direktør Sophus Müller sig, at der findes flere romanske kvadre fra kirker indmuret i og fritliggende omkring Herregården Allinggård samt Alling mølle. Hans lokale informanter mente at disse sten stammede fra Allingkloster. Müller konkluderede dog:

”Alle de i det foreg. omtalte romanske Kvadre o.s.v. er sandsynligvis hidførte fra de forskjellige Kirker, som kort efter hinanden blev restaurerede af Fischere som Eiere af Allinggaard og Mølle [1666 til 1804].”

(tekst fra Fund og Fortidsminder, Kulturstyrelsens online database)

Tvilum Ladegårds kirkeruin formodes at ligge mellem Tvilumgård, Tvilum Hovedgård og Tvilum Kirkegård, men er ellers ikke lokaliseret nærmere; der findes dog flere romanske kvadre, med og uden udsmykning, indmuret i de to nævnte gårde, ligesom der efter sigende skulle være fundet et skelet da man opførte Tvilum Hovedgård.

Præcist hvor stenen fra Nisset stammer fra får vi nok aldrig opklaret – men her er der i det mindst givet nogle kvalificerede gæt…

Kent O. Laursen

Reklamer

Fundrig arbejdsgrube i Balle

I Balle er der fundet en mindre grube med mange fine ting af keramik og flint. Fundenes placering viser en spændende fordeling, hvor flinten tydeligvis ikke ligger samme sted som keramikken, dog fandtes den fine løvkniv af flint umiddelbart under keramikken.

Malene i gang med at udgrave gruben A1017. Foto: Anne Mette Poulsen

Laget af keramik. Et eller flere ødelagte lerkar.  Foto: Anne Mette Poulsen

En grube er en nedgravning, der har haft en eller flere funktioner. Normalt er de opstået ved opgravning af ler fra undergrunden, men i dette tilfælde findes der ikke ler på grubens placering. Altså må den være nedgravet med det formål alene at lave en lavning til brug for en lille lokal arbejdsplads. I fladen var gruben oval i retningen nord-syd og der sås tydeligt forskellig fyld med det trækulsholdige i den østlige del og den mere brunlige, homogene fyld i den vestlige del. Snittet gennem anlægget blev lagt øst-vest, for at synliggøre forskellen i fylden.

Under afgravning af den sydlige halvdel blev det ret hurtigt tydeligt at det blev et spændende anlæg med masser af keramik og flint. Først blev laget med keramik frilagt i den sydlige halvdel. Som det ses på billedet ovenfor dukker der også et stenlag op umiddelbart under keramikken.

Noget af det karakteristiske keramik fundet i anlægget. Foto: Anne Mette Poulsen

Både keramiklaget og stenlaget fandtes kun i den sydvestlige del af gruben, hvilket må afspejle funktionen af gruben, der endnu kun kan gisnes om. Fundene af de mange flintafslag i den østlige del af gruben viser et meget skarpt afgrænset fundbillede, hvor flinten forekommer i et meget trækulsholdigt lag, hvor keramikken primært stammer fra det mere almindelige brune lag. Til venstre herfor ses de pæne dele af keramikken. Øverst ses rand fra et eller flere lerkar. Nederst ses stykker af nogle bunde og til højre i billedet ses en grebtab, der har fungeret som hank/holder på lerkarret. Keramikken menes at være dateret til ældre bronzealder omkring 1500f.Kr.

Løvkniven. Takkerne/retoucheringen ses tydeligt på den øverste kant. Foto: Anne Mette Poulsen

Da keramiklaget var fjernet og der blev renset stenlag af, blev der ud mod kanten fundet en fin løvkniv af flint, som ses på billedet til højre. Den bragte stor glæde hos arkæologerne.

Der blev efterfølgende gravet i bund og gruben viste herved kun at være omkring 20cm dyb, men fint nedgravet med jævn bund og afrundede kanter. Denne form kan anes på nedenstående billede, hvor stenlaget er afrenset.

Stenlaget, der fandtes under keramikken. Her anes også formen i bunden af gruben. Foto: Anne Mette Poulsen

 

Efterfølgende blev gruben tømt helt i den nordlige halvdel. Fundbilledet fortsatte som før, dog ikke med keramikken, der efterhånden blev sparsomt, men flinten fremkom endnu i rigelige mængder stadig kun i den østlige del. Samlet set ser anlægget ud til at være en lille oval sænkning med mulig rektangulær stenpakning, der primært ligger i den sydlige halvdel af anlægget.

Flintafslag fra den sydlige halvdel af gruben. Dette er kun det halve af den samlede mængde flint. Foto: Anne Mette Poulsen

Denne stenlægning kan være resterne af en form for ovn, men jeg tvivler på at det har været en keramikovn, da der ikke fandtes spor efter lerpakning i fylden. Derimod synes det sandsynlig at anlægget har været enten en ovn til eventuelt bagning. Muligheden er der også for at det kan være resterne af en rygeovn, da der til dette ikke behøvedes en større konstruktion over jorden. Tæt ved keramikken fandtes en lille koncentration af små brændte kviste, der muligvis underbygger teorien om en lille rygeovn. Hvorfor er fordelingen af fund så skarpt afgrænset mellem den østlige og den vestlige del af gruben? Her kan forklaringen være at man til en rygeovn ikke har skulle bruge direkte ild, men på anden vis har ledt varmen og røgen ind i en konstruktion, hvori der også var sat ild til nogle små kviste.

Hvad har denne lille spændende grube ellers været anvendt til? Måske en lille, midlertidig flintslagningsplads, men hvorfor er der så keramik? og hvem har tabt den fine løvkniv?

Anne Mette Poulsen

Den forsvundne landsby

I skrivende stund har vi netop afsluttet en prøvegravning nord for Silkeborg by. Grunden til vi har været ude og prøvegrave er, at motorvejen skal den vej forbi. En af de ting vi har ledt efter er den forsvundne middelalderlandsby Bellerup, som ifølge vores informationer skulle være et sted i området. Vi har da også undersøgt nogle anlæg, der kan være fra middelalderen, men nogle sikre beviser for en middelalderlig bebyggelse har vi desværre ikke fundet i denne omgang. Muligheden får vi dog igen senere på året, når vi skal ud og forundersøge den sidste bid af motorvejen i området.

På billedet er fire stolpehuller til et af husene markeret med rødt. Vi har fundet lerkarskår i to af disse stolpehuller. Det er ud fra denne keramik at vi datere bebyggelsen. De øvrige anlæg i området er markeret med blåt. Det er muligt at det ene af de blå anlæg indgår i huskonstruktionen.

Noget af det vi har fundet

spor efter i det forundersøgte område, er bebyggelse fra yngre romersk jernalder. Ud fra keramikken skal bebyggelsen nok dateres til omkring år 200 e.Kr.

Hårupgårdøksen!

I dag har vi fundet en meget velbevaret økse. Ikke en økse smedet til træfældning, men et kampvåben. Øksen, eller øksehovedet, lå på bunden af et anlæg, der kan have været en kælder i et lille hus. Øksehovedet havde desuden bevaret dele af sit træskaft, hvorfor vi hurtigt har taget den med ind på museet til konservering.

Her ser vi det flotte fund af et øksehoved med en rest af træskaftet bevaret.

I nærheden af huset hvor øksehovedet er fundet ligger flere jernudvindingsovne, så det er nærliggende at forestille sig, at det måske er i dette område øksen er smedet. I samme område har vi desuden fundet flere jernnagler i stolpehullerne, som tilhører et langhus. Hvilket viser, at der er gode bevaringsforhold for metaller.

Da øksen skulle op, tog medarbejderne lige to minutters pause for at se det fine fund.I udgravningen sidder den glade finder, arkæolog Mads Jylov.

Smedens esse fundet i Thorning

Efter et velbesøgt Åbent Hus arrangement, hvor der blev talt en del om jernudvinding og de mange forekomster af slagge i området, blev en rødbrændt plamage undersøgt nærmere. Det viste sig at være smedens esse – fundet blot få meter fra en stor jernudvindingsovn. Da smedjer fra middelalderen er forholdsvis sjældne, har det været en unik lejlighed til at tage prøver fra selve essen og det omgivende areal for om muligt at kunne ”kigge smeden over skulderen”. Vi kan forhåbentlig få et større indblik i smedningsprocesser og organiseringen af smedens arbejde.

 

Poul afrenser essesten med slagge. Bemærk den rødbrændte farvning omkring essen.

Essen er nu tømt og den bestod af en større granitsten med en fordybning i midten, hvori en meget jernholdig slagge var bevaret. Den meget rødbrændte ler omkring essen vidner om, hvor høje temperaturer jernet blev bearbejdet ved.

I forbindelse med Åbent Hus afsøgte tre af museets detektorfolk området og fandt en lille sølvmønt med en konge til hest. Mønten viser sig at være en såkaldt rytterpenning – to Skilling Lybsk – med Christian IV fra perioden 1619-1622.

Mønt fra Christian IV's tid

 

Ifølge regnskabet for Silkeborg Len er der indtil omkring år 1600 leveret jern fra Silkeborgegnen til kongens smedie i København og herefter er jernfremstillingen i Midtjylland ophørt. Betalingen til kongen var herefter omregnet i penge og ikke jern. Pudsigt at mønten er fra lige netop denne periode…!

Se evt. ”Klimp og kloder. Jern i middelalderens Danmark”, Blicheregnens Museum 1999.

Åbent Hus på Smedebakken i Thorning

I forbindelse med kommunens anlæggelse af et større regnvandsbassin i den vestlige del af Thorning, er der i den forløbne uge afmuldet et ca. 7 meter bredt bælte til nedlægning af rør umiddelbart øst for Foghsvej. I den forbindelse har vi løbende besigtiget arealet og har fundet spor efter både huse og jernudvinding.

Vægstolpehuller i hus ses som mørke pletter i den gule ler. I midten anes husets ildsted.

Der er indtil videre spor efter mindst fire huse, sandsynligvis fra vikingetid/tidlig middelalder, omkring 1000/1100-tallet. Husene har haft tætstillede stolper i væggene og tilsyneladende ingen indre tagbærende stolper. De er ca. 5 meter bredde og går på tværs af det afmuldede tracé. Gavlenderne ligger udenfor tracéet, så husenes længde har ikke kunne fastslåes. Der er spor efter ildsteder i flere af husene.

I den sydlige del af arealet ses en bred grøft, der tolkes som et tofteskel. Den danner det sydøstlige hjørne af et gårdsanlæg, hvor der har foregået jernudvinding. Grøften indeholder en del slagge – et restprodukt efter jernudvinding – og umiddelbart vest for grøften er der flere nedgravninger med slagge, som tolkes som resterne efter jernudvindingsovne.

Det er bemærkelsesværdigt at pladsen med jernudvinding og måske smedning ligger ved vejen ”Smedebakken”, der passerer Thorning Hus.

Vi holder Åbent Hus søndag d. 11. marts kl. 14-16. Alle er velkomne.

Nøgne marker i januars vinterlandskab… Men der er noget i vores søgegrøfter.

En søgegrøft trækkes igennem den let frostne jord. I baggrunden ses hovedvej 15 med al dens travle trafik.

Den indtil videre milde vinter har tilladt os at prøve- og udgrave uden ophold denne vinter. Prøvegravningerne i Hårup forsætter mod vest for Hårup By, og vi er nu på toppen af den såkaldte Thorslund Bakke. Navnet i sig selv kildrer jo lidt, da en “Thorslund” jo kunne tolkes som et helligsted til den gamle vejrgud fra nordisk mytologi. Men intet antyder dog dette… endnu.

Det er altså ikke yngre jernalder eller vikingetid der spøger på toppen af Thorslund Bakke, men ældre jernalder. Langs højdedraget finder vi de klassiske gruber for denne tid fyldt med keramik, brændt lerklining og andet affald. Bakkens undergrund er meget leret, hvorfor man kan tænke sig, at mange af gruberne/nedgravningerne har haft til formål at tilvejebringe råstoffer, som f.eks. ler til bopladsens langhuse og lerkarfremstilling. Indtil nu har vi ca.10 langhuse, som ligger på den nordlige del af højderyggen. Flere kan komme til i de næste par uger.

Alt imens de sidste søgegrøfter blev trukket syd for Hårup By, og vi gjorde klar til at indtage Thorslund Bakke, gjorde vores detektorfolk to flotte metalfund.  Det drejer sig om to dragtspænder, den ene en dyrefibula måske fra 700-tallet, og den anden en såkaldt ”Guds Lam-fibula” fra tidlig middelalder. Begge fund understøtter den formodning vi har haft om, at den store oldtidsbebyggelse syd for Hårup By er fra germansk jernalder. Desuden at vi kan forvente at finde rester af et middelalderligt Hårup.

Et flot detektorfund gjort af vores detektorgruppe. En “Guds Lam-fibula”.

En flot dyrefibula fundet af Michael Kjær fra vores detektorgruppe.

Her er et kort der viser vores søgegrøfter indtil nu. De er farvet med rødt.