Archive for the ‘ SIM 5/2010 ’ Category

Ny udstilling på Silkeborg Museum!

Vi har netop afsluttet arbejdet med en lille udstilling om de to sager der sidste år kom med på Kulturstyrelsens top 10 liste over årets bedste fundsituationer.

Udstillingen om to af de fine fundsituationer vi registrerede der hvor motorvejen kommer.

Udstillingen om to af de fine fundsituationer vi registrerede der hvor motorvejen kommer.

Det er dels udgravningerne ved Hårupgård hvor der blev fundet en romertidsbebyggelse, og vikingetidsgrave, og dels udgravningerne ved Vestergård, som indeholdt det indtil videre længste jernalderhus i Danmark på hele 65 meter

Samtidigt benytter vi lejligheden til at samle op på vores WordPress blogs, som er til stede i udstillingen i form af et luftfoto med de enkelte blogindlæg som QR-koder. Koderne kan man læse med sin mobiltelefon / smartphone  med det rette software installeret.

Udstillingen kommer i hvert fald til at stå sommeren over, det afhænger lidt af præcist hvornår vi skal til at bygge tag og førstesal om.

Du kan komme og se den på Silkeborg Kulturhistoriske Museun på Hovedgårdsvej 7 dagligt 10.00 – 17.00, og så der er jo også resten af museet at se på! Snart åbner der f.eks. en udstilling om “Det blå” (16 maj)

Kværnsten og redskaber ved Hårup Vestergård

Rødt markerer udgravningsfelterne

Rødt markerer udgravningsfelterne

På en af de mindre udgravninger i forbindelse med motorvejsbyggeriet vest for Hårup blev der i går fundet en kværnsten og redskaber til fremstilling og reparation af samme. Grejet stammer formodentligt fra ældre germansk jernalder (375 e. Kr. til ca. 600 e.Kr.).

Kværnstenen lå fladt og nærmest vandret i bunden af en ikke så dyb grube.  Kværnstenen som kan ses på fotoet nedenfor er næsten cirkulær, ca. 40 cm i diameter og ca. 5 cm tyk, med et cirkulært hul i midten på ca. 8 cm i diameter.  Stenens overflade virker meget slidt og har kun svage spor af bildning. Bildningen er den ru overflade en kværnsten skal have for effektivt at kunne kværne korn til mel.

Kværnstenen i gruben

Kværnstenen i gruben

Kværnstenen er af granit og stammer fra en såkaldt drejekværn. En drejekværn består af to sten ovenpå hinanden den underste, en ligger, og den øverste, en løber. Stenen fra Hårup er en ligger. I hullet i midten har der siddet en træpløk som har holdt de to sten sammen i den rette afstand.

Sammen med kværnstenen blev der fundet en rund knusesten, en glittesten og en sten med form næsten som et hammerhoved med en spids og en fladere ende. Denne sten kan, ligesom den runde knusesten, antagelig være brugt som bildesten/bildehammer, det vil sige et stykke værktøj som er blevet brugt til ”skærpning” eller afretning af kværnstenen.  Stenen har på begge ender tydelige spor af at være blevet brugt. Det arkæologerne har fundet er tilsyneladende en kværnsten med tilhørende værktøj.

Kværnstenen og værktøjet

Kværnstenen og værktøjet

Gruben med kværnstenen og værktøjet blev fundet i et område hvor der desuden er gjort fund af bebyggelse fra yngre bronzealder – ældre førromersk jernalder (1100 f. Kr. – år 0) og jernudvindingsovne fra romersk jernalder (år 0 – ca. 375 e. Kr.). Hvilket betyder, at kværnstenen har en meget yngre datering end de øvrige fund på stedet.

Det kan kun blive et gæt hvorfor kværnstenen og værktøjet er blevet gravet ned netop på dette sted. Måske er stenen blevet nedgravet som en ofring til guderne med håbet og en god høst?

Ny udstilling af de to top ti udgravninger!

I forbindelse med  de mange udgravninger vi har haft på motorvejsstrækningen, er der to udgravninger der har haft Kulturstyrelsens særlige opmærksomhed. Det er udgravningen af Danmarks længste langhus fra jernalderen, og den spændende udgravning af en jernalder landsby og vikingetids gravplads i Hårup, som har fået en flot placering på Top ti over de vigtigste fund i år 2012. Det er vi selvfølgelig meget stolte af. Derfor vil vi snarest udstille genstande fra de to udgravninger på Silkeborg Kulturhistoriske Museum. Hvis det har interesse skal man derfor holde øje med bloggen, hvor vi vil skrive når udstillingen er klar til publikum.

Kommer snart copy

Så lakker det mod enden i Hårup

Så er den store udgravning i Hårup ved at være slut. Som vi tidligere har skrevet om her på bloggen, har vi fundet meget mere end vi havde turdet håbe på.

Ved noget af det sidste afmuldning dukkede et neolistisk kulturlag med keramik og flintafslag op, så nu har vi registreret bebyggelse fra bondestenalderen, bronzealderen, jernalderen og middelalderen samt ikke mindst begravelser fra vikingetiden, i Hårup.

Jernalderlandsbyen har dækket et areal på ca. 5 hektarer og vi har registreret over 25 gårdsanlæg. Det ser ud til at landsbyen har bestået af 3-4 samtidige gårdsanlæg, der er blevet flyttet eller genopført.

Fra Vikingegravpladsen og en jernmagerhytte, som formodentlig skal dateres til middeladeren, har vi foretaget en 3D registrering, som kan ses på Youtube: http://www.youtube.com/watch?v=IbxJBu6Ns3A      http://www.youtube.com/watch?v=22V3Z9qNcoI

Drejekværn fra landsbyen, fundet af vores maskinfører

Et udsnit af udgravningen taget fra luften i sommers

En af to identiske, forgyldte hængesmykker fra en grav

Åben udgravning i Hårup

Søndag d. 28/10 fra 11-13 er der åben udgravning i Hårup ved Hårup Bygade/Borgdalsvej. Arkæologerne udgraver vikingegrave, viser nogle af de fine genstande, fra allerede undersøgte grave, og fortæller om den store udgravning.

To af mange perler fra vikingegravene

Forundersøgelsen fortsætter

Søgegrøfter på det i denne omgang undersøgte område mellem Hårup og Linå

Så er der igen gang i forundersøgelserne på motorvejsstrækningen mellem Hårup og  Låsby. Som læserne af denne blog nok ved, bliver de forskellige matrikler undersøgt alt efter hvornår de er tilgængelige for museets arkæologer og alt efter hvordan de forskellige delprojekter skrider frem. Denne gang fik vi undersøgt dele af selve motorvejsstrækningen samt en industrivej gennem en kommende udstykning mellem det gamle Neptun bryggeri og Expan. I skrivende stund er denne undersøgelse afsluttet for nu, men der er netop sat gang i en strækning på den anden side af Linå. I området mellem Hårup og Linå dukkede der flere koncentrationer af fortidsminder op, der kunne være kandidater til senere udgavninger.

Området omkring Hårup har vist sig at være rig på bopladsspor fra yngre bronzealder – se de ældre

indlæg https://silkeborgmuseum.wordpress.com/2011/10/31/udgravninger-bag-harup/ samt https://silkeborgmuseum.wordpress.com/2011/11/14/1022/ – og vi blev heller ikke snydt denne gang. Især fundene fra en grube fyldt med keramik peger på denne periode, mere præcist periode VI af bronzealderen, ca. 700 til 500 f.Kr., dvs. tiden lige før jernalderens begyndelse.

Siden – fra bund til rand – af et fornemt kar fra den yngste del af bronzealderen. Øverst er der slidte brudspor efter et afbrækket øre , hvilket måske kan tyde på, at det fine service ikke blev smidt ud lige med det samme efter at hanken var knækket.

Potteskår dekoreret med en liste med fingerindtryk

Et fint fund fra en anden periode var endestykket af en itubrudt flintøkse, der formentlig stammer fra den del af yngre stenalder der kaldes Enkeltgravskultur, ca. 2800 til 2500 f.Kr. Øksen blev fundet på markoverfladen mellem to af vores søgegrøfter. Ud over lidt flintaffald var der desværren ingen andre sikre spor fra stenalderen i området.

Nakkefragment af en såkaldt tyknakket flintøkse fra yngre stenalder. Den skarpe ende fandt vi desværre ikke.

Tak til de gæstfrie naboer langs ruten hvor vi har stillet vores skurvogn, og en særlig hilsen til børnene og deres pædagoger fra opholdsstedet VRC Silkeborg for deres interesse i vores arbejde og en hjælpende hånd da vi skulle flytte.

Kent O. Laursen

Danmarks længste jernalderhus!

Hen over sommeren har vi undersøgt 2 hektar af en større bebyggelse på højderyggen syd for Linå.

Ud over fem langhuse fra slutningen af bronzealderen omkring 500 f.Kr. er der undersøgt omfattende spor efter en landsby fra germansk jernalder ca. 400-500 e.Kr.

Til denne landsby hører mindst ti langhuse. Husene er omgivet af hegn, der knytter de enkelte huse sammen i større gårdsanlæg. Gårdene består typisk af et hovedhus på 30 m`s længde med beboelse og stald under samme tag, omgivet af et eller flere mindre huse, der har fungeret som gårdens økonomibygninger. Det er dog ikke muligt, at præcisere hvilken funktion de enkelte bygninger har haft.

Langhus set fra vest. Husets solpehuller er markeret med paptallerkner

Et hus skiller sig markant ud fra de øvrige. Et helt usædvanligt stort hus med 425 m2 under tag med en længde på ikke mindre end 65 m!! Der var ingen skillevægge bevaret i huset, så vi ved ikke hvordan, det har været indrettet. En analyse af jordprøver udtaget fra husets stolpehuller kan i heldigste fald vise, hvad de forskellige dele af huset har været brugt til. Fund af f.eks. forkullede kornkerner og ukrudtsfrø kan vise hvor beboelsen, stalden og evt. lade samt tærskerum var placeret i huset. Landsbyen har haft en ganske betydelig udstrækning. Umiddelbart vest for udgravningen var et mindre vådområde og museet undersøgte i 2011 1 ha. af samme bebyggelse her ved. (Se evt. “Store dimensioner”).

Bunden af en brønd sikret med tilspidset tømmer

Landsbyens vandforsyning har været sikret ved to brønde, som lå tæt ved bebyggelsens østlige udkant. I den fugtige undergrund stod brøndenes træforing stadig intakt. Nedbankede tilspidsede planker forhindrede at brøndhullet skred sammen. Nogle af plankerne er tydeligvis genanvendt bygningstømmer.