Archive for the ‘ Datering ’ Category

Kapitælet fra Nisset

På opgaver ude i landskabet hænder det, at man som arkæolog støder på uventede overraskelser, der ofte ikke har noget direkte at gøre med f.eks. den udgravning man er i gang med. Dette skyldes ikke mindst de folk, man kan møde på sin vej, f.eks. på en større tur gennem landskabet som prøvegravningerne i forbindelse med motorvejen eller den nu vel overståede 13,5 km lange prøvegravning fra Ans til Bjørnholt. Lokale historie- og arkæologiinteresserede har ofte en lille historie at fortælle, eller en stenøkse de gerne vil vise os – nu når vi lige kommer forbi. Andre har ligefrem en større samling flint, som de gerne vil donere til museet. Ofte bliver sådanne samlinger dog blot gennemset og registreret af museets arkæologer, hvis vi får buddet, for siden at blive liggende hos finderen. Selv om der i langt de fleste tilfælde ikke er tale om danefæ, bidrager sådanne registreringer af stort og småt alligevel væsentlig til det store billede. På prøvegravningen mellem Ans og Bjørnholt fik vi faktisk doneret en samling flint fra en venlig hundelufter, men det var ikke alt!

Hos en af de lokale landmænd i Nisset, hvor vi havde fået lov at stille vores skurvogn, fik vi forevist en meget spændende sten. Stenen var blevet fundet for et par år siden, da en gammel stald på grunden blev revet ned.  Nu dekorerer stenen hjørnet af gårdens terrasse, men før det var den indmuret i den gamle stald. Endnu længere tilbage i tid har stenen været en del af en kirke fra tidlig Middelalder.

Hjørnet af kapitælet, dekorert med "klo" eller vulst mellem siderne, samt en fals mod den flade side.

Hjørnet af kapitælet, dekorert med “klo” eller vulst mellem siderne, samt en fals mod den flade side.

Kapitælet set fra siden

Kapitælet set fra siden, den udekorerede del har været indmuret.

Kapitælets forside, dekoreret med halvcirkulær blænding.

Kapitælets forside, dekoreret med halvcirkulær blænding.

Som stenen ligger nu, har den en tydelig flad overside. Tre af siderne er dekorerede med blændinger i form af kvartcirkler på to af siderne og en halvcirkel på den tredje. Den sidste side er kun råt tilhugget, og har oprindeligt været muret inde i kirkemuren. Der er tale om en tilhugget granitkvader, nærmere bestemt en del til en søjle. Som den ligger nu, kan det være svært at afgøre om der er tale om bunden, en base, eller toppen, kapitælet, af en søjle. Ifølge Anders Christensen, fra ”Danmarks Kirker” under Nationalmuseets afdeling for Middelalder og Renæssance, er der formentlig tale om et kapitæl. Mere specifikt er der nok tale om hovedet til en søjle på apsis til en romansk kirke, altså fra den udvendige dekoration på kirkens halvrunde østlige afslutning, f.eks. ligesom det kan ses på Grønbæk kirke. Kapitælet tilhører en almindelig midtjysk type, og dateres formentlig til mellem år 1150 og 1225.

Grønbæk kirke; apsis dekoreret med søjlebårne blændingsarkader.

Grønbæk kirke; apsis dekoreret med søjlebårne blændingsarkader.

Detalje af Grønbæk kirkes apsis

Detalje af Grønbæk kirkes apsis

Hvordan er sådan en sten så endt i en stald, der måske kun er omkring 100 år gammel? Stenen kan oprindeligt stamme fra enten en kirke, et kapel eller et kloster. Vi ved at mange landsbykirker gik ud af brug efter pestepidemierne i Middelalderen, de såkaldte ”ødekirker”, ligesom mange mindre kapeller og klostre blev lukket ned efter Reformationen; bygningerne blev revet ned og stenene brugt til andet byggeri. Andre sten er i tidens løb blevet tilovers ved renovation og ombygninger af kirkerne.  Jakob Kieffer-Olsen og Niels Engberg fra Nationalmuseets afdeling for Middelalder og Renæssance kan meddele, at udover Alling klosterruin, en ødekirke i Engesvang sogn, samt Kapelhøj ved Allinggård, haves der efterretninger om yderligere 11 ødekirker alene i Hids Herred.  Faktisk ligger der en del kandidater i en radius på ca. 6-7 km fra Nisset. Alling kloster er dog nok for ung til at være en kandidat i denne sammenhæng – den er først grundlagt omkring 1250 og dertil bygget af teglsten, selv om man jo ikke kan udelukke at nogle detaljer, såsom baser, kapitæler og andet, har været lavet af granitkvadre. Det samme gælder Tvilum Kloster, fra omtrent samme tid.  Sminge gamle kirke er en anden mulighed; cisterciensermunke var kortvarigt forbi Sminge i 1165, men endte med at slå sig ned ved Mossø og grundlægge Øm kloster; den lille kirkeruin, som Silkeborg Museum fandt spor efter i 1986, kan være grundlagt allerede da, men fund af brokker af munkesten på stedet tyder på at der nok har været tale om en yngre sognekirke af tegl.

Ødekirker_kort

Stenen fra Nisset er markeret med rød stjerne. Fra Nord og med uret rundt er markeret: Allingkloster, Kapelhøj, Tvilum Ladegårds kirke, Tvilum kloster og Sminge gamle kirke.

Mere nærliggende bud er nok enten Kapelhøj ved Allinggård eller ødekirken ved Tvilum. Under Nationalmuseets berejsning af området i 1880’erne, noterer Direktør Sophus Müller sig, at der findes flere romanske kvadre fra kirker indmuret i og fritliggende omkring Herregården Allinggård samt Alling mølle. Hans lokale informanter mente at disse sten stammede fra Allingkloster. Müller konkluderede dog:

”Alle de i det foreg. omtalte romanske Kvadre o.s.v. er sandsynligvis hidførte fra de forskjellige Kirker, som kort efter hinanden blev restaurerede af Fischere som Eiere af Allinggaard og Mølle [1666 til 1804].”

(tekst fra Fund og Fortidsminder, Kulturstyrelsens online database)

Tvilum Ladegårds kirkeruin formodes at ligge mellem Tvilumgård, Tvilum Hovedgård og Tvilum Kirkegård, men er ellers ikke lokaliseret nærmere; der findes dog flere romanske kvadre, med og uden udsmykning, indmuret i de to nævnte gårde, ligesom der efter sigende skulle være fundet et skelet da man opførte Tvilum Hovedgård.

Præcist hvor stenen fra Nisset stammer fra får vi nok aldrig opklaret – men her er der i det mindst givet nogle kvalificerede gæt…

Kent O. Laursen

Ny udstilling på Silkeborg Museum!

Vi har netop afsluttet arbejdet med en lille udstilling om de to sager der sidste år kom med på Kulturstyrelsens top 10 liste over årets bedste fundsituationer.

Udstillingen om to af de fine fundsituationer vi registrerede der hvor motorvejen kommer.

Udstillingen om to af de fine fundsituationer vi registrerede der hvor motorvejen kommer.

Det er dels udgravningerne ved Hårupgård hvor der blev fundet en romertidsbebyggelse, og vikingetidsgrave, og dels udgravningerne ved Vestergård, som indeholdt det indtil videre længste jernalderhus i Danmark på hele 65 meter

Samtidigt benytter vi lejligheden til at samle op på vores WordPress blogs, som er til stede i udstillingen i form af et luftfoto med de enkelte blogindlæg som QR-koder. Koderne kan man læse med sin mobiltelefon / smartphone  med det rette software installeret.

Udstillingen kommer i hvert fald til at stå sommeren over, det afhænger lidt af præcist hvornår vi skal til at bygge tag og førstesal om.

Du kan komme og se den på Silkeborg Kulturhistoriske Museun på Hovedgårdsvej 7 dagligt 10.00 – 17.00, og så der er jo også resten af museet at se på! Snart åbner der f.eks. en udstilling om “Det blå” (16 maj)

13 kilometers forundersøgelse snart ved vejs ende

Muldafrømning med maskine

Muldafrømning med maskine

Det er ikke kun på den kommende motorvejsstrækning, at Silkeborg Museums arkæologer huserer for tiden. Siden starten af Februar har vi været igang med at forundersøge strækningen forud for etableringen af 150 KV kabel mellem Tange og Bjørnholdt, dvs. fra kommunegrænsen ved Ans og hele vejen til transformatorstationen ved Bjørnholt i udkanten af Silkeborg, 13,5 KM ialt. Strækningen fra kommunegrænsen til Tangeværket tager vores kolleger på Viborg Museum sig af.

Strækningen fra Tange til Silkeborg (KMS/Energinet.dk)

Strækningen fra Tange til Silkeborg (KMS/Energinet.dk)

Tracéet passerer et meget kuperet landskab med moræneplateauer adskildte af stejle skråninger og større eller mindre moseområder og søer. Den meget variererede topografi giver mulighed for at støde på og undersøge lokaliteter fra hele forhistorien og middelalderen. Mange steder har vi tilsyneladende ramt igennem yderkanterne af bopladser fra bronzealder og jernalder. Vores søgegrøfter er 4 meter bredde, men med mulighed for at udvide i op til 7 meters bredde, kan vi danne os et nogenlunde overblik over hvad der måtte gemme sig på strækningen.

Når vi støder på koncentrationer af fortidsminder udvides grøften, og anlæggene undersøges med det samme.

Når vi støder på koncentrationer af fortidsminder udvides grøften, og anlæggene undersøges med det samme.

.

Karprofil – fra rand til bund – af lerkar fra yngre bronzealder eller førromersk jernalder

Et af de mere omfattende koncentrationer vi er stødt på dateres til ældre romersk jernalder, med bopladsgruber med store mængder keramik, og også resterne af jernudvindingsovne med affaldprodukter i form af jernslagger.

Samling af lerkarskår: sideskår, randskår med dekorative lister, hanke, bunde...

Samling af lerkarskår: sideskår, randskår med dekorative lister, hanke, bunde…

Jernslagger fra bunden af jerndudvindingsovn.

Jernslagger fra bunden af jerndudvindingsovn.

I skrivende stund op mod Påskeferien er vi nået til området omkring Nisset, så vi nærmer os så småt vejs ende og kan skimte kraftvarmeværket i horisonten.

God Påske!

Poul Mikkelsen, Lise Hjorth Riishede, Kent O. Laursen

Enkeltgårde og brandgrave ved Grauballe

Vinteren igennem har museet udgravet godt 3 ha i forbindelse med den kommende udstykning syd for Grauballe. Området hér er specielt kendt for fundet af moseliget Grauballemanden i Nebelgård mose i 1952, og museet har inden for de seneste 15 år også foretaget flere udgravninger af bosættelser fra jernalderen, hvad også vejnavnene ”Jernaldervej”, ”Romervej” og ”Keltervej” vidner om. Indtil videre har det ikke været muligt at finde huse samtidige med Grauballemanden fra ca. 300-200 f.Kr. og den seneste udgravning har ikke været nogen undtagelse.

Udgravning i bidende frost.

Udgravning i bidende frost.

Mulden på store dele af udstykningen er nu blevet vendt og der er fundet huse og hegn fra tiden omkring Kristi fødsel til omkring 400 e. Kr.

Arealets sydvestlige del indeholdt spor efter forholdsvis små bygninger fra tiden umiddelbart før Kristi fødsel. Husene er mellem 10-15 meter lange og har formodentlig indeholdt både beboelse og stald. Tæt ved bygningerne har man i jernalderen gravet efter ler til klining af huse og til formning af lerkar.

Anne Mette og vores praktikant Julie afrenser en brønd, der lå ved kanten af et fugtigt område.

Anne Mette og vores praktikant Julie afrenser en brønd, der lå ved kanten af et fugtigt område.

Der er også gravet en serie dybe brønde for at kunne hente rent vand til husholdning og evt. opstaldede dyr. Både nedgravninger og brønde er efterfølgende fyldt op med affald fra bopladsen og der er hér fundet dele af mange forskellige lerkar fra den tid.

Elever fra Grauballe Skoles 1.-2. klasse tegner et langhus i sneen.

Elever fra Grauballe Skoles 1.-2. klasse tegner et langhus i sneen.

Områdets længste hus er fundet i den nordlige del, hvor der omkring 400 e. Kr. har ligget en meget stor gård med en indhegnet gårdsplads på godt 4200 m2, hvad der svarer til 4-5 af de kommende parcelhusgrunde. Midt på gårdspladsen lå hovedhuset med en længde på hele 45 meter og med godt 240 m2 under tag.

Umiddelbart udenfor den store indhegnede gårdsplads, langs kanten af en gammel mergelgrav, fremkom adskillige brandgrave med velbevarede hvidbrændte knogler. Gravene lå indenfor ca. 25 x 15 meter og mellem dem fandt vi flere dybe stolpehuller. Kan de have markeret gravene?

Brandgrav i snit

Brandgrav i snit

Der er taget jordprøver fra alle grave, og forhåbentlig kan en nærmere analyse af trækul og knogler supplerende information til forståelse af gravenes indbyrdes forhold og datering.

Gravningerne omkring Funder Kirkeby

I 2009 gravede arkæologerne fra Silkeborg Kulturhistoriske Museum en lang serie fine sager omkring Funder Kirkeby. Siden dengang er WordPress sitet kommet til, og vi synes egentlig det er synd at de fine gravninger ikke skal tilgængeliggøres i dette forum bare fordi de er fra tiden før museets arkæologiblog.

Grønne udfyldte cirkler er gravhøjene, Firkanter uden fyldning er huse, de udfyldte røde stjerner er jernudvindingsovne.Blå er situationer fra bondestenalderen, grønne fra bronzealderen og røde fra jernalder.

Grønne udfyldte cirkler er gravhøjene, Firkanter uden fyldning er huse, de udfyldte røde stjerner er jernudvindingsovne. Blå farve markerer situationer fra bondestenalderen, grønne fra bronzealderen og røde fra jernalder.

Fælles for området er at vi her primært befinder os i den tidlige del af det forhistorien i forhold til de perioder vi oftest undersøger. Der er nær ved Funder Kirkeby tale om en efter forholdene ret intensiv bebyggelse over en mere end 1000-årig periode, og det er med til at give os et vældig godt billede af udviklingen i området.

Specielt de ældst daterede situationer er meget interessante, fordi de omfatter flere hustomter fra stenalderen, som vi ikke ser specielt ofte. Ser man lidt længere bort, såmænd ikke længere end til den anden side af rute 15, springer vi dog et godt stykke frem i tiden. I forbindelse med en parceludstykning syd for hovedvejen dukkede der nemlig en del fine jernalderfund frem, men mere om det sidst.

Peter Bye beundrer her et fint lille stenalderhus fundet i kanten af bronzealdergravhøjen Skærskovgård 3.

Peter Bye beundrer her et fint lille stenalderhus fundet i kanten af bronzealdergravhøjen Skærskovgård 3.

Bondestenalder (3900-1700 f. Kr)
Under og imellem gravhøjene øst for Skærskovvej, som beskrives i det næste afsnit, dukkede en serie stenalderhuse op, hvoraf enkelte nok skal dateres til den mellemste bondestenalder (Mellemneolitikum), men enkelte udviser træk som sandsynliggør at der kan være tale om huse fra tidlig bondestenalder (Tidligneolitikum). Samlet er der 3 fine huse fra den tidlige til mellemste stenalder (ca 2500-1800 f.Kr.). To huse omfattede et forsænket gulv hvor der er indsamlet en hel del flint og keramik (se illustration fra Skærskovgård 7 for neden) som hjælper med dateringen.

Bronzealder (1700-500 f.Kr)

Skærskovgård 4 gravhøjen set lodret oppefra efter afrensning.

Skærskovgård 4 gravhøjen set lodret oppefra efter afrensning. Den nordlige grav er traditionel, medens den sydlige er af brændtbenstypen.

Øst for Skærskovvej og nord for rute 15, blev der undersøgt tre gravhøje, men i de mellemliggende områder dukkede ingen spor af den tilhørende bebyggelse op. De kom til gengæld 50-100 meter mod syd og øst. At der er afstand mellem de arealer der anvendes til beboelse og til begravelser er ret almindeligt i bronzealderen.

De to af gravhøjene, Skærskovgård 3 og 4, indeholdt efter omstændighederne velbevarede gravlejer. Resterne af gravgaverne viste at der er tale om to mandsbegravelser, og muligvis en kvinde i dobbeltgravhøjen Skærskovgård 4. Den sidstnævnte gravhøj er af en overgangstype mellem en tid hvor man begravede de afdøde i ubrændt stand og i brændt. Dette daterer højen til midten af den ældste bronzealder (som vi kalder periode 2-3, eller i årstal omkring 1500-1100 f.Kr).

Et af de gode bronzealderhuse fra Dalgård gravningen.

Et af de gode bronzealderhuse fra Dalgård gravningen.

Husene er af traditionel type med ret store stolpespor og ensartet fordelte stolper i væggene, samt buede hjørner i gavlene. De fleste af husene ser ud til at kunne dateres højene til ældre bronzealder.

Jernalder
Syd for Rute 15 er der desuden i en udstykning fundet spor efter Jernudvinding fra tiden omkring 200 – 300 f.Kr. med tilhørende bebyggelse og gravplads. Fra Nørreskov bakke gravningen har museet hjemtaget en jernudvindingsovn i præparat, som blev udgravet og præparetet af vores konservator i udstillingen inde på museet for et par år siden. Læs mere om jernudvindingen i de indlæg der tidligere er skrevet om dette via følgende link: Funder Damgård.

Neolitiske karskår fra husgulvet i Skærskovgård 7 gravningen.

Neolitiske karskår fra husgulvet i Skærskovgård 7 gravningen.

Skærskovgård 3 gravhøjen set lodret oppefra efter afrensning. Centralt de øverste sten af gravlejet.

Skærskovgård 3 gravhøjen set lodret oppefra efter afrensning. Centralt de øverste sten af gravlejet.

Gravlejet fra højen Skærskovgård 3.

Gravlejet fra højen Skærskovgård 3.

Dolkblad fra Skærskovgård 3 gravhøjen med isiddende nitte. Dolken er fundet af vores dygtige detektorfolk.

Dolkblad fra Skærskovgård 3 gravhøjen med isiddende nitte. Dolken er fundet af vores dygtige detektorfolk.

Sværdfragmenter fra den nordlige grav i Skærskovgård 4 gravhøjen.

Sværdfragmenter fra den nordlige grav i Skærskovgård 4 gravhøjen.

En meget velbevaret jernudvindingsovn fra Funder Damgård, som er hjemtaget som præparat. Det er en såkaldt slaggeaftapningsovn.

En meget velbevaret jernudvindingsovn fra Funder Damgård, som er hjemtaget som præparat. Det er en såkaldt slaggeaftapningsovn.

Prøvegravning omkring Jordkærvej afsluttet

De senere uger har museets arkæologer huseret omkring Jordkærvej, umiddelbart nordvest for Silkeborg. Baggrunden for dette er at arbejdet med motorvejen ganske snart skal i gang på dette sted. Vi har ikke fundet det meget, men til gengæld et par rigtig fine ting.

Blå kant angiver motorvejens anlægsarbejde. Røde linier og felter er det nu undersøgte.

Blå kant angiver motorvejens anlægsarbejde. Røde linier og felter er det nu undersøgte. De lyse grønne prikker er registrerede gravhøje.

For det første gik vores mission ud på at eftersøge gamle udgravningsfelter fra firserne på markerne nordvest for Dalsminde. Når dette er interessant er det fordi vi dengang ikke havde GPS på museet, og alt derfor er registreret i lokalt baserede målesystemer, som typisk ikke kan relateres til moderne kort. Der er således tale om en mere præcis stedfæstning af de gamle sager. Desværre har vi kun med sikkerhed genfundet en enkelt af de tre tidligere undersøgte gravhøje, men det er vi sådan set alligevel tilfredse med.

På ovenstående plan er den tidligere registrerede høj omkranset sort, den aktuelt fundne med grønt og med orange er klokkebægergruben vist.

På ovenstående plan er den tidligere registrerede høj omkranset sort, den aktuelt fundne med grønt og med orange er klokkebægergruben vist.

En registreret høj lige øst for Kathøj, som ikke tidligere er undersøgt, har vi muligvis genfundet i denne omgang. Dette dog i en stærkt nedslidt form, hvor der ikke var noget tilbage at undersøge. Den oprindelige registrering er på kortet til højre vist med en cirkel med sort kant, medens den nu registrerede har grøn kant. Mellem disse to steder er der 39 meter, hvilket ikke er usædvanligt, da de gamle registreringer ofte er indført på øjemål på 4-cm kort, og desuden ført over på nye kortblade af flere omgange siden registreringen.

Nær ved højen dukkede et vældigt fint fund fra den sene bondestenalder frem i grube A659. Den indeholdt intet mindre end elleve skrabere og mindst to fint dekorerede såkaldte klokkebægre. De sidste har været brugt til kogning og opbevaring, medens de første har været anvendt til rensning af skind og muligvis til træarbejde. I skårene fra det ene klokkebæger er der i øvrigt iagttaget et klinkningshul, hvor man har forsøgt at stoppe en revne i at udvide sig. Bunden på det andet kar er desuden vældigt slidt, således at vi med sikkerhed kan sige at der er tale om dagligdags keramik, som har været i brug gennem længere tid, og som man øjensynligt har passet godt på.

Et skud i kassen med keramik fra A659.

Et skud i kassen med keramik fra A659.

En skraberkant med dens finde forarbejdning.

En skraberkant med dens fine forarbejdning.

Når der findes så mange skrabere, hvoraf flere er fundet tæt sammen i det ene lerkar, er der en vis sandsynlighed for at der er tale om en offerhensættelse. Tilstedeværelsen af større mængder ildsprængt flint underbygger dette, fordi det er en form for rituel destruktion som ofte ses i stenaldelren.

Da der desuden er fundet en mulig ildslagningssten i flint, med fint udarbejdet tanding, får man næsten fornemmelsen af at sidde med den brændende tændstik i hånden! Når gruben endeligt er anlagt så tæt ved en på det tidspunktsandsynligvis meget synlig gravhøj, mener vi ikke der kan være den store tvivl om at der er tale om en ofring af et sæt dagligdags redskaber.

En rand og de mange skrabere fra A659

En rand og de mange skrabere fra A659

Kværnsten og redskaber ved Hårup Vestergård

Rødt markerer udgravningsfelterne

Rødt markerer udgravningsfelterne

På en af de mindre udgravninger i forbindelse med motorvejsbyggeriet vest for Hårup blev der i går fundet en kværnsten og redskaber til fremstilling og reparation af samme. Grejet stammer formodentligt fra ældre germansk jernalder (375 e. Kr. til ca. 600 e.Kr.).

Kværnstenen lå fladt og nærmest vandret i bunden af en ikke så dyb grube.  Kværnstenen som kan ses på fotoet nedenfor er næsten cirkulær, ca. 40 cm i diameter og ca. 5 cm tyk, med et cirkulært hul i midten på ca. 8 cm i diameter.  Stenens overflade virker meget slidt og har kun svage spor af bildning. Bildningen er den ru overflade en kværnsten skal have for effektivt at kunne kværne korn til mel.

Kværnstenen i gruben

Kværnstenen i gruben

Kværnstenen er af granit og stammer fra en såkaldt drejekværn. En drejekværn består af to sten ovenpå hinanden den underste, en ligger, og den øverste, en løber. Stenen fra Hårup er en ligger. I hullet i midten har der siddet en træpløk som har holdt de to sten sammen i den rette afstand.

Sammen med kværnstenen blev der fundet en rund knusesten, en glittesten og en sten med form næsten som et hammerhoved med en spids og en fladere ende. Denne sten kan, ligesom den runde knusesten, antagelig være brugt som bildesten/bildehammer, det vil sige et stykke værktøj som er blevet brugt til ”skærpning” eller afretning af kværnstenen.  Stenen har på begge ender tydelige spor af at være blevet brugt. Det arkæologerne har fundet er tilsyneladende en kværnsten med tilhørende værktøj.

Kværnstenen og værktøjet

Kværnstenen og værktøjet

Gruben med kværnstenen og værktøjet blev fundet i et område hvor der desuden er gjort fund af bebyggelse fra yngre bronzealder – ældre førromersk jernalder (1100 f. Kr. – år 0) og jernudvindingsovne fra romersk jernalder (år 0 – ca. 375 e. Kr.). Hvilket betyder, at kværnstenen har en meget yngre datering end de øvrige fund på stedet.

Det kan kun blive et gæt hvorfor kværnstenen og værktøjet er blevet gravet ned netop på dette sted. Måske er stenen blevet nedgravet som en ofring til guderne med håbet og en god høst?