Archive for the ‘ Bondestenalder ’ Category

Gravningerne omkring Funder Kirkeby

I 2009 gravede arkæologerne fra Silkeborg Kulturhistoriske Museum en lang serie fine sager omkring Funder Kirkeby. Siden dengang er WordPress sitet kommet til, og vi synes egentlig det er synd at de fine gravninger ikke skal tilgængeliggøres i dette forum bare fordi de er fra tiden før museets arkæologiblog.

Grønne udfyldte cirkler er gravhøjene, Firkanter uden fyldning er huse, de udfyldte røde stjerner er jernudvindingsovne.Blå er situationer fra bondestenalderen, grønne fra bronzealderen og røde fra jernalder.

Grønne udfyldte cirkler er gravhøjene, Firkanter uden fyldning er huse, de udfyldte røde stjerner er jernudvindingsovne. Blå farve markerer situationer fra bondestenalderen, grønne fra bronzealderen og røde fra jernalder.

Fælles for området er at vi her primært befinder os i den tidlige del af det forhistorien i forhold til de perioder vi oftest undersøger. Der er nær ved Funder Kirkeby tale om en efter forholdene ret intensiv bebyggelse over en mere end 1000-årig periode, og det er med til at give os et vældig godt billede af udviklingen i området.

Specielt de ældst daterede situationer er meget interessante, fordi de omfatter flere hustomter fra stenalderen, som vi ikke ser specielt ofte. Ser man lidt længere bort, såmænd ikke længere end til den anden side af rute 15, springer vi dog et godt stykke frem i tiden. I forbindelse med en parceludstykning syd for hovedvejen dukkede der nemlig en del fine jernalderfund frem, men mere om det sidst.

Peter Bye beundrer her et fint lille stenalderhus fundet i kanten af bronzealdergravhøjen Skærskovgård 3.

Peter Bye beundrer her et fint lille stenalderhus fundet i kanten af bronzealdergravhøjen Skærskovgård 3.

Bondestenalder (3900-1700 f. Kr)
Under og imellem gravhøjene øst for Skærskovvej, som beskrives i det næste afsnit, dukkede en serie stenalderhuse op, hvoraf enkelte nok skal dateres til den mellemste bondestenalder (Mellemneolitikum), men enkelte udviser træk som sandsynliggør at der kan være tale om huse fra tidlig bondestenalder (Tidligneolitikum). Samlet er der 3 fine huse fra den tidlige til mellemste stenalder (ca 2500-1800 f.Kr.). To huse omfattede et forsænket gulv hvor der er indsamlet en hel del flint og keramik (se illustration fra Skærskovgård 7 for neden) som hjælper med dateringen.

Bronzealder (1700-500 f.Kr)

Skærskovgård 4 gravhøjen set lodret oppefra efter afrensning.

Skærskovgård 4 gravhøjen set lodret oppefra efter afrensning. Den nordlige grav er traditionel, medens den sydlige er af brændtbenstypen.

Øst for Skærskovvej og nord for rute 15, blev der undersøgt tre gravhøje, men i de mellemliggende områder dukkede ingen spor af den tilhørende bebyggelse op. De kom til gengæld 50-100 meter mod syd og øst. At der er afstand mellem de arealer der anvendes til beboelse og til begravelser er ret almindeligt i bronzealderen.

De to af gravhøjene, Skærskovgård 3 og 4, indeholdt efter omstændighederne velbevarede gravlejer. Resterne af gravgaverne viste at der er tale om to mandsbegravelser, og muligvis en kvinde i dobbeltgravhøjen Skærskovgård 4. Den sidstnævnte gravhøj er af en overgangstype mellem en tid hvor man begravede de afdøde i ubrændt stand og i brændt. Dette daterer højen til midten af den ældste bronzealder (som vi kalder periode 2-3, eller i årstal omkring 1500-1100 f.Kr).

Et af de gode bronzealderhuse fra Dalgård gravningen.

Et af de gode bronzealderhuse fra Dalgård gravningen.

Husene er af traditionel type med ret store stolpespor og ensartet fordelte stolper i væggene, samt buede hjørner i gavlene. De fleste af husene ser ud til at kunne dateres højene til ældre bronzealder.

Jernalder
Syd for Rute 15 er der desuden i en udstykning fundet spor efter Jernudvinding fra tiden omkring 200 – 300 f.Kr. med tilhørende bebyggelse og gravplads. Fra Nørreskov bakke gravningen har museet hjemtaget en jernudvindingsovn i præparat, som blev udgravet og præparetet af vores konservator i udstillingen inde på museet for et par år siden. Læs mere om jernudvindingen i de indlæg der tidligere er skrevet om dette via følgende link: Funder Damgård.

Neolitiske karskår fra husgulvet i Skærskovgård 7 gravningen.

Neolitiske karskår fra husgulvet i Skærskovgård 7 gravningen.

Skærskovgård 3 gravhøjen set lodret oppefra efter afrensning. Centralt de øverste sten af gravlejet.

Skærskovgård 3 gravhøjen set lodret oppefra efter afrensning. Centralt de øverste sten af gravlejet.

Gravlejet fra højen Skærskovgård 3.

Gravlejet fra højen Skærskovgård 3.

Dolkblad fra Skærskovgård 3 gravhøjen med isiddende nitte. Dolken er fundet af vores dygtige detektorfolk.

Dolkblad fra Skærskovgård 3 gravhøjen med isiddende nitte. Dolken er fundet af vores dygtige detektorfolk.

Sværdfragmenter fra den nordlige grav i Skærskovgård 4 gravhøjen.

Sværdfragmenter fra den nordlige grav i Skærskovgård 4 gravhøjen.

En meget velbevaret jernudvindingsovn fra Funder Damgård, som er hjemtaget som præparat. Det er en såkaldt slaggeaftapningsovn.

En meget velbevaret jernudvindingsovn fra Funder Damgård, som er hjemtaget som præparat. Det er en såkaldt slaggeaftapningsovn.

Prøvegravning omkring Jordkærvej afsluttet

De senere uger har museets arkæologer huseret omkring Jordkærvej, umiddelbart nordvest for Silkeborg. Baggrunden for dette er at arbejdet med motorvejen ganske snart skal i gang på dette sted. Vi har ikke fundet det meget, men til gengæld et par rigtig fine ting.

Blå kant angiver motorvejens anlægsarbejde. Røde linier og felter er det nu undersøgte.

Blå kant angiver motorvejens anlægsarbejde. Røde linier og felter er det nu undersøgte. De lyse grønne prikker er registrerede gravhøje.

For det første gik vores mission ud på at eftersøge gamle udgravningsfelter fra firserne på markerne nordvest for Dalsminde. Når dette er interessant er det fordi vi dengang ikke havde GPS på museet, og alt derfor er registreret i lokalt baserede målesystemer, som typisk ikke kan relateres til moderne kort. Der er således tale om en mere præcis stedfæstning af de gamle sager. Desværre har vi kun med sikkerhed genfundet en enkelt af de tre tidligere undersøgte gravhøje, men det er vi sådan set alligevel tilfredse med.

På ovenstående plan er den tidligere registrerede høj omkranset sort, den aktuelt fundne med grønt og med orange er klokkebægergruben vist.

På ovenstående plan er den tidligere registrerede høj omkranset sort, den aktuelt fundne med grønt og med orange er klokkebægergruben vist.

En registreret høj lige øst for Kathøj, som ikke tidligere er undersøgt, har vi muligvis genfundet i denne omgang. Dette dog i en stærkt nedslidt form, hvor der ikke var noget tilbage at undersøge. Den oprindelige registrering er på kortet til højre vist med en cirkel med sort kant, medens den nu registrerede har grøn kant. Mellem disse to steder er der 39 meter, hvilket ikke er usædvanligt, da de gamle registreringer ofte er indført på øjemål på 4-cm kort, og desuden ført over på nye kortblade af flere omgange siden registreringen.

Nær ved højen dukkede et vældigt fint fund fra den sene bondestenalder frem i grube A659. Den indeholdt intet mindre end elleve skrabere og mindst to fint dekorerede såkaldte klokkebægre. De sidste har været brugt til kogning og opbevaring, medens de første har været anvendt til rensning af skind og muligvis til træarbejde. I skårene fra det ene klokkebæger er der i øvrigt iagttaget et klinkningshul, hvor man har forsøgt at stoppe en revne i at udvide sig. Bunden på det andet kar er desuden vældigt slidt, således at vi med sikkerhed kan sige at der er tale om dagligdags keramik, som har været i brug gennem længere tid, og som man øjensynligt har passet godt på.

Et skud i kassen med keramik fra A659.

Et skud i kassen med keramik fra A659.

En skraberkant med dens finde forarbejdning.

En skraberkant med dens fine forarbejdning.

Når der findes så mange skrabere, hvoraf flere er fundet tæt sammen i det ene lerkar, er der en vis sandsynlighed for at der er tale om en offerhensættelse. Tilstedeværelsen af større mængder ildsprængt flint underbygger dette, fordi det er en form for rituel destruktion som ofte ses i stenaldelren.

Da der desuden er fundet en mulig ildslagningssten i flint, med fint udarbejdet tanding, får man næsten fornemmelsen af at sidde med den brændende tændstik i hånden! Når gruben endeligt er anlagt så tæt ved en på det tidspunktsandsynligvis meget synlig gravhøj, mener vi ikke der kan være den store tvivl om at der er tale om en ofring af et sæt dagligdags redskaber.

En rand og de mange skrabere fra A659

En rand og de mange skrabere fra A659

Kværnsten og redskaber ved Hårup Vestergård

Rødt markerer udgravningsfelterne

Rødt markerer udgravningsfelterne

På en af de mindre udgravninger i forbindelse med motorvejsbyggeriet vest for Hårup blev der i går fundet en kværnsten og redskaber til fremstilling og reparation af samme. Grejet stammer formodentligt fra ældre germansk jernalder (375 e. Kr. til ca. 600 e.Kr.).

Kværnstenen lå fladt og nærmest vandret i bunden af en ikke så dyb grube.  Kværnstenen som kan ses på fotoet nedenfor er næsten cirkulær, ca. 40 cm i diameter og ca. 5 cm tyk, med et cirkulært hul i midten på ca. 8 cm i diameter.  Stenens overflade virker meget slidt og har kun svage spor af bildning. Bildningen er den ru overflade en kværnsten skal have for effektivt at kunne kværne korn til mel.

Kværnstenen i gruben

Kværnstenen i gruben

Kværnstenen er af granit og stammer fra en såkaldt drejekværn. En drejekværn består af to sten ovenpå hinanden den underste, en ligger, og den øverste, en løber. Stenen fra Hårup er en ligger. I hullet i midten har der siddet en træpløk som har holdt de to sten sammen i den rette afstand.

Sammen med kværnstenen blev der fundet en rund knusesten, en glittesten og en sten med form næsten som et hammerhoved med en spids og en fladere ende. Denne sten kan, ligesom den runde knusesten, antagelig være brugt som bildesten/bildehammer, det vil sige et stykke værktøj som er blevet brugt til ”skærpning” eller afretning af kværnstenen.  Stenen har på begge ender tydelige spor af at være blevet brugt. Det arkæologerne har fundet er tilsyneladende en kværnsten med tilhørende værktøj.

Kværnstenen og værktøjet

Kværnstenen og værktøjet

Gruben med kværnstenen og værktøjet blev fundet i et område hvor der desuden er gjort fund af bebyggelse fra yngre bronzealder – ældre førromersk jernalder (1100 f. Kr. – år 0) og jernudvindingsovne fra romersk jernalder (år 0 – ca. 375 e. Kr.). Hvilket betyder, at kværnstenen har en meget yngre datering end de øvrige fund på stedet.

Det kan kun blive et gæt hvorfor kværnstenen og værktøjet er blevet gravet ned netop på dette sted. Måske er stenen blevet nedgravet som en ofring til guderne med håbet og en god høst?

Sidste stik i Balle

Ovenstående er vores udgravning fremhævet med rød stiplet kantsignatur og gul fyldning. Den røde pil viser hvor det sidste areal vi har undersøgt forefindes.

Ovenstående er vores udgravning fremhævet med rød stiplet kantsignatur og gul fyldning. Den røde pil viser hvor det sidste areal vi har undersøgt forefindes (Kortkilde: KMS).

Kurt er her ved at rense fint af på det sidste stolpehul

Kurt er her ved at rense fint af på det sidste stolpehul

Så nåede vi endelig vejs ende med undersøgelserne på Balle Nørremark. Det var egentlig planen at vi skulle være færdige midt i sidste uge, men grundet kulde og sygdom blev det altså først i dag vi nåede til at sætte skovlen i det sidste stolpehul. Det var så tilfældigvis Kurt som kom til at stå for den gode gerning, hvilket er næsten poetisk, eftersom han startede med at anlægge skurplads før vi andre kom til!

Stolperne i hus A27 er her fremhævede med blå fyldning, de rødlige linier er de iagttagne ardspor.

Stolperne i hus A27 er her fremhævede med blå fyldning, de rødlige linier er de iagttagne ardspor.

At det tilmed skulle være et meget fint stolpehul er så en anden sag! De der har fulgt gravningen på nærværende site, vil være bekendt med at vi i et stykke tid har gravet på et fint lille stenalderhus, som dog på grundlag af nye iagttagelser har vist sig at ligge orienteret lidt anderledes end vi oprindeligt antog (se det forrige indlæg). Det er ikke så usædvanligt at vi bliver klogere (tro det hvem som kan), men det har resultereet i at huset bare er blevet finere og bedre bevaret end efter den oprindelige tolkning.

Lodfoto af husets østende

Lodfoto af husets østende

Samtidigt forklarer den endelige tolkning en større andel af de stolper vi syntes vi kunne se i første afrensning. Det plejer at være et godt tegn på at man har fat i noget rigtigt!

Der er fundet 27 huse, heraf dateres 6 til ældre bronzealder, 11 til yngre bronzealder og 5 er rimeligt sikkert daterede til sen bondestenalder. Resten er udaterede, eller ret usikkert daterede. Dertil kommer mange gruber og kulturlag, som i sammenhæng med mængden af strukturer er ret unikt. Det blev i alt til 1637 registrerede anlæg (steder hvor vi kan afgrænse en nedgravning i undergrunden, eller et kulturlag), samt over 800 fundnumre som for fleres vedkommende består af betragtelige mængder keramik eller flint. Det skal alt sammen nu ordnes, vurderes og magasineres…

Det har været en dejlig udgravning herude, selvom det til tider har været rigeligt varmt, tørt, vådt, blæsende og koldt.

Vi vil gerne hermed sige tak for opmærksomheden til naboer, forbipasserende og bloglæsere. Herefter følger arbejdet med jordprøver, analyser og beretningsskrivning, således at gravningen kan blive til gavn for fremtidige projekter!

Side med samtlige artikler fra Balle Nørremark

Panorama over det nu afsluttede felt.

Panorama over det nu afsluttede felt.

Kurt forsvinder næsten i kornet den 25/6 2012.

Kurt forsvinder næsten i kornet den 25/6 2012.

REgn og vand fik vi set en del af. Her udtages en jordsøjle til naturvidcenskabelige analyser 25/9 2012

Regn og vand fik vi set en del af. Her udtages en jordsøjle til naturvidcenskabelige analyser 25/9 2012

Vi har været midt i vejret siden 4. juni. Her et billede fra den 12/9 2012

Vi har været midt i vejret siden 4. juni. Her et billede fra den 12/9 2012

Et fint lille hus i Balle

Området vi har undersøgt er her omkranset med rød linie. Det 3700 år gamle hus er at finde under den røde prik.

Området vi har undersøgt er her omkranset med rød linie. Det omkring 3700 år gamle hus er at finde under den røde prik.

Toskibet konstruktion

Huse med to sideskibe er typiske i bondestenalderen.

Det er længe siden vi sidst har meldt os her ude fra Balle Nørremark, men det er ikke fordi vi ikke laver noget, nærmere fordi vi har haft vældigt travlt, i et forsøg på at blive færdige inden Jul. Det satte den nu næsten tøede frost dog en stopper for, og vi vender derfor tilbage efter det sidste i januar.

I øjeblikket er vi ved at afslutte et område, hvor vi allerede i prøvegravningen mente der lå et meget gammelt hus med forsænket gulv.

Det er en hustype som er ret almindelig i bondestenalderen, og op til og med de tidligste faser af bronzealderen. Husene er i denne periode omkring 1700 f.Kr. af en toskibet konstruktion, hvor der igennem midten af huset står en række stolper, som går direkte til tagryggen.

Størrelsen er, så vidt vi kan afgøre det på den omtalte hustomt, ret beskeden med lidt over 50 kvadratmeter. Det står i stærk kontrast til den yngre bronzealders kæmpehuse(som vi så tidligere på denne lokalitet) på op til et par hundrede kvadratmeter, og til yngre bronzealders og ældre jernalders huse omkring 100-120 kvadratmeter. Det skyldes nok at der ikke har skullet være plads til dyrehold i huset samtidig med at det har leveret en kernefamilie tag over hovedet.

I østenden af husene ser man i sen bondestenalder ofte en forsænkning, hvor der forekommer spor efter de aktiviteter der er foregået i huset.

Lodfoto af den nordveslige halvdel af husgulvet i A27 med ardspor og gruber

Lodfoto af den nordvestlige halvdel af husgulvet i A27 med ardspor og gruber

I det nærværende tilfælde er der spor efter flinthugning og der forekommer en del keramikskår fra de lerkar man har brugt i hverdagen.

I vestenden vil der typisk kunne forekomme ildsteder, og det ser vi da også i dette hus, hvor den runde markering i sydvestenden af lodfotoet formodes at være et sådant.

Lodfoto af den nordveslige halvdel af husgulvet i A27 I tolket stand

Lodfoto af den nordvestlige halvdel af husgulvet i A27, hvor de strukturer vi kan se er ridset op

Under gulvlaget ser man i tiden ofte dyrkningsspor i form af ardspor, som forløber på kryds og tværs. Dette har været rigeligt for at kunne dyrke afgrøder i de på den tid ret tynde væksthorisonter.

Pløjningen her er sandsynligvis et levn fra dyrkningen af det sted huset har ligget i tiden før byggeriet.

Nu tager vi snart på tiltrængt juleferie, og vender som tidligere skrevet kort tilbage i det nye år, for at færdiggøre det sidste på huset inden vi lukker og slukker for denne meget spændende udgravning.

Tak for opmærksomheden i det forgangne år, og et stort ønske om en god jul til jer alle, fra de tiloversblevne her ude bag Balle Kirkeby: Kurt, Christian og Kaj!

Kurt og Christian står her og beundrer hus A27

Kurt og Christian står her og beundrer hus A27 i det tilfrosne landskab i sidste uge

Udgravning startet på Sejling Hede

Endnu en udgravning på motorvejsstrækningen er nu kommet godt igang nord for Silkeborg, nærmere bestemt mellem Silkeborg Kraftvarmeværk og Sejling By. Området blev forundersøgt i forsommeren, hvor vi fandt koncentrationer af gruber og stolpehuller, som foreløbigt blev dateret til bronzealder (ca. 1700 – 500 f.Kr.) og yngre romersk jernalder (ca. 200-400 e.Kr.). Der er også at par ovale eller næsten rektangulære aftegninger i jorden, der er kandidater til at være gravlæggelser, måske fra den sene stenalder eller ældre bronzealder – vi får se! Egentlig var vi især på udkig efter resterne af en nedlagt landsby fra middelalderen, der ellers kun er kendt fra stednavnet “Bellerup” – men uden held i denne omgang, se: Den forsvundne landsby.

Sommeren er nu forlængst overstået, og det mærkes også her på udgravningen. Vi starter op samtidig med den første frost og de ledsagende hagl- og sludbyger. Det regnfulde efterår skaber nogle udfordringer med blød jord og vand i udgravningsfelterne. Heldigvis har vi en gravemaskine i nærheden til at hjælpe os med at lave profilsnit gennem vores gruber fra yngre bronzealder (ca. 1100-500 F.kr.) og grave kanaler for at lede noget af det indstrømmende vand bort.

Arkæolog Malene Madsen dokumenterer profilen på en af de maskingravede gruber

Arkæolog Kent Laursen og maskinfører Jan Lucassen afgraver overjorden. Læg mærke til de store vandpytter i feltet.

Vi fortsætter med at afrømme felterne i næste uge, og går derefter for alvor igang med at undersøge de arkæologiske anlæg nøjere.

 
Kent O. Laursen

Forundersøgelsen fortsætter

Søgegrøfter på det i denne omgang undersøgte område mellem Hårup og Linå

Så er der igen gang i forundersøgelserne på motorvejsstrækningen mellem Hårup og  Låsby. Som læserne af denne blog nok ved, bliver de forskellige matrikler undersøgt alt efter hvornår de er tilgængelige for museets arkæologer og alt efter hvordan de forskellige delprojekter skrider frem. Denne gang fik vi undersøgt dele af selve motorvejsstrækningen samt en industrivej gennem en kommende udstykning mellem det gamle Neptun bryggeri og Expan. I skrivende stund er denne undersøgelse afsluttet for nu, men der er netop sat gang i en strækning på den anden side af Linå. I området mellem Hårup og Linå dukkede der flere koncentrationer af fortidsminder op, der kunne være kandidater til senere udgavninger.

Området omkring Hårup har vist sig at være rig på bopladsspor fra yngre bronzealder – se de ældre

indlæg https://silkeborgmuseum.wordpress.com/2011/10/31/udgravninger-bag-harup/ samt https://silkeborgmuseum.wordpress.com/2011/11/14/1022/ – og vi blev heller ikke snydt denne gang. Især fundene fra en grube fyldt med keramik peger på denne periode, mere præcist periode VI af bronzealderen, ca. 700 til 500 f.Kr., dvs. tiden lige før jernalderens begyndelse.

Siden – fra bund til rand – af et fornemt kar fra den yngste del af bronzealderen. Øverst er der slidte brudspor efter et afbrækket øre , hvilket måske kan tyde på, at det fine service ikke blev smidt ud lige med det samme efter at hanken var knækket.

Potteskår dekoreret med en liste med fingerindtryk

Et fint fund fra en anden periode var endestykket af en itubrudt flintøkse, der formentlig stammer fra den del af yngre stenalder der kaldes Enkeltgravskultur, ca. 2800 til 2500 f.Kr. Øksen blev fundet på markoverfladen mellem to af vores søgegrøfter. Ud over lidt flintaffald var der desværren ingen andre sikre spor fra stenalderen i området.

Nakkefragment af en såkaldt tyknakket flintøkse fra yngre stenalder. Den skarpe ende fandt vi desværre ikke.

Tak til de gæstfrie naboer langs ruten hvor vi har stillet vores skurvogn, og en særlig hilsen til børnene og deres pædagoger fra opholdsstedet VRC Silkeborg for deres interesse i vores arbejde og en hjælpende hånd da vi skulle flytte.

Kent O. Laursen