Archive for the ‘ Germansk ’ Category

Enkeltgårde og brandgrave ved Grauballe

Vinteren igennem har museet udgravet godt 3 ha i forbindelse med den kommende udstykning syd for Grauballe. Området hér er specielt kendt for fundet af moseliget Grauballemanden i Nebelgård mose i 1952, og museet har inden for de seneste 15 år også foretaget flere udgravninger af bosættelser fra jernalderen, hvad også vejnavnene ”Jernaldervej”, ”Romervej” og ”Keltervej” vidner om. Indtil videre har det ikke været muligt at finde huse samtidige med Grauballemanden fra ca. 300-200 f.Kr. og den seneste udgravning har ikke været nogen undtagelse.

Udgravning i bidende frost.

Udgravning i bidende frost.

Mulden på store dele af udstykningen er nu blevet vendt og der er fundet huse og hegn fra tiden omkring Kristi fødsel til omkring 400 e. Kr.

Arealets sydvestlige del indeholdt spor efter forholdsvis små bygninger fra tiden umiddelbart før Kristi fødsel. Husene er mellem 10-15 meter lange og har formodentlig indeholdt både beboelse og stald. Tæt ved bygningerne har man i jernalderen gravet efter ler til klining af huse og til formning af lerkar.

Anne Mette og vores praktikant Julie afrenser en brønd, der lå ved kanten af et fugtigt område.

Anne Mette og vores praktikant Julie afrenser en brønd, der lå ved kanten af et fugtigt område.

Der er også gravet en serie dybe brønde for at kunne hente rent vand til husholdning og evt. opstaldede dyr. Både nedgravninger og brønde er efterfølgende fyldt op med affald fra bopladsen og der er hér fundet dele af mange forskellige lerkar fra den tid.

Elever fra Grauballe Skoles 1.-2. klasse tegner et langhus i sneen.

Elever fra Grauballe Skoles 1.-2. klasse tegner et langhus i sneen.

Områdets længste hus er fundet i den nordlige del, hvor der omkring 400 e. Kr. har ligget en meget stor gård med en indhegnet gårdsplads på godt 4200 m2, hvad der svarer til 4-5 af de kommende parcelhusgrunde. Midt på gårdspladsen lå hovedhuset med en længde på hele 45 meter og med godt 240 m2 under tag.

Umiddelbart udenfor den store indhegnede gårdsplads, langs kanten af en gammel mergelgrav, fremkom adskillige brandgrave med velbevarede hvidbrændte knogler. Gravene lå indenfor ca. 25 x 15 meter og mellem dem fandt vi flere dybe stolpehuller. Kan de have markeret gravene?

Brandgrav i snit

Brandgrav i snit

Der er taget jordprøver fra alle grave, og forhåbentlig kan en nærmere analyse af trækul og knogler supplerende information til forståelse af gravenes indbyrdes forhold og datering.

Reklamer

Gravningerne omkring Funder Kirkeby

I 2009 gravede arkæologerne fra Silkeborg Kulturhistoriske Museum en lang serie fine sager omkring Funder Kirkeby. Siden dengang er WordPress sitet kommet til, og vi synes egentlig det er synd at de fine gravninger ikke skal tilgængeliggøres i dette forum bare fordi de er fra tiden før museets arkæologiblog.

Grønne udfyldte cirkler er gravhøjene, Firkanter uden fyldning er huse, de udfyldte røde stjerner er jernudvindingsovne.Blå er situationer fra bondestenalderen, grønne fra bronzealderen og røde fra jernalder.

Grønne udfyldte cirkler er gravhøjene, Firkanter uden fyldning er huse, de udfyldte røde stjerner er jernudvindingsovne. Blå farve markerer situationer fra bondestenalderen, grønne fra bronzealderen og røde fra jernalder.

Fælles for området er at vi her primært befinder os i den tidlige del af det forhistorien i forhold til de perioder vi oftest undersøger. Der er nær ved Funder Kirkeby tale om en efter forholdene ret intensiv bebyggelse over en mere end 1000-årig periode, og det er med til at give os et vældig godt billede af udviklingen i området.

Specielt de ældst daterede situationer er meget interessante, fordi de omfatter flere hustomter fra stenalderen, som vi ikke ser specielt ofte. Ser man lidt længere bort, såmænd ikke længere end til den anden side af rute 15, springer vi dog et godt stykke frem i tiden. I forbindelse med en parceludstykning syd for hovedvejen dukkede der nemlig en del fine jernalderfund frem, men mere om det sidst.

Peter Bye beundrer her et fint lille stenalderhus fundet i kanten af bronzealdergravhøjen Skærskovgård 3.

Peter Bye beundrer her et fint lille stenalderhus fundet i kanten af bronzealdergravhøjen Skærskovgård 3.

Bondestenalder (3900-1700 f. Kr)
Under og imellem gravhøjene øst for Skærskovvej, som beskrives i det næste afsnit, dukkede en serie stenalderhuse op, hvoraf enkelte nok skal dateres til den mellemste bondestenalder (Mellemneolitikum), men enkelte udviser træk som sandsynliggør at der kan være tale om huse fra tidlig bondestenalder (Tidligneolitikum). Samlet er der 3 fine huse fra den tidlige til mellemste stenalder (ca 2500-1800 f.Kr.). To huse omfattede et forsænket gulv hvor der er indsamlet en hel del flint og keramik (se illustration fra Skærskovgård 7 for neden) som hjælper med dateringen.

Bronzealder (1700-500 f.Kr)

Skærskovgård 4 gravhøjen set lodret oppefra efter afrensning.

Skærskovgård 4 gravhøjen set lodret oppefra efter afrensning. Den nordlige grav er traditionel, medens den sydlige er af brændtbenstypen.

Øst for Skærskovvej og nord for rute 15, blev der undersøgt tre gravhøje, men i de mellemliggende områder dukkede ingen spor af den tilhørende bebyggelse op. De kom til gengæld 50-100 meter mod syd og øst. At der er afstand mellem de arealer der anvendes til beboelse og til begravelser er ret almindeligt i bronzealderen.

De to af gravhøjene, Skærskovgård 3 og 4, indeholdt efter omstændighederne velbevarede gravlejer. Resterne af gravgaverne viste at der er tale om to mandsbegravelser, og muligvis en kvinde i dobbeltgravhøjen Skærskovgård 4. Den sidstnævnte gravhøj er af en overgangstype mellem en tid hvor man begravede de afdøde i ubrændt stand og i brændt. Dette daterer højen til midten af den ældste bronzealder (som vi kalder periode 2-3, eller i årstal omkring 1500-1100 f.Kr).

Et af de gode bronzealderhuse fra Dalgård gravningen.

Et af de gode bronzealderhuse fra Dalgård gravningen.

Husene er af traditionel type med ret store stolpespor og ensartet fordelte stolper i væggene, samt buede hjørner i gavlene. De fleste af husene ser ud til at kunne dateres højene til ældre bronzealder.

Jernalder
Syd for Rute 15 er der desuden i en udstykning fundet spor efter Jernudvinding fra tiden omkring 200 – 300 f.Kr. med tilhørende bebyggelse og gravplads. Fra Nørreskov bakke gravningen har museet hjemtaget en jernudvindingsovn i præparat, som blev udgravet og præparetet af vores konservator i udstillingen inde på museet for et par år siden. Læs mere om jernudvindingen i de indlæg der tidligere er skrevet om dette via følgende link: Funder Damgård.

Neolitiske karskår fra husgulvet i Skærskovgård 7 gravningen.

Neolitiske karskår fra husgulvet i Skærskovgård 7 gravningen.

Skærskovgård 3 gravhøjen set lodret oppefra efter afrensning. Centralt de øverste sten af gravlejet.

Skærskovgård 3 gravhøjen set lodret oppefra efter afrensning. Centralt de øverste sten af gravlejet.

Gravlejet fra højen Skærskovgård 3.

Gravlejet fra højen Skærskovgård 3.

Dolkblad fra Skærskovgård 3 gravhøjen med isiddende nitte. Dolken er fundet af vores dygtige detektorfolk.

Dolkblad fra Skærskovgård 3 gravhøjen med isiddende nitte. Dolken er fundet af vores dygtige detektorfolk.

Sværdfragmenter fra den nordlige grav i Skærskovgård 4 gravhøjen.

Sværdfragmenter fra den nordlige grav i Skærskovgård 4 gravhøjen.

En meget velbevaret jernudvindingsovn fra Funder Damgård, som er hjemtaget som præparat. Det er en såkaldt slaggeaftapningsovn.

En meget velbevaret jernudvindingsovn fra Funder Damgård, som er hjemtaget som præparat. Det er en såkaldt slaggeaftapningsovn.

Kværnsten og redskaber ved Hårup Vestergård

Rødt markerer udgravningsfelterne

Rødt markerer udgravningsfelterne

På en af de mindre udgravninger i forbindelse med motorvejsbyggeriet vest for Hårup blev der i går fundet en kværnsten og redskaber til fremstilling og reparation af samme. Grejet stammer formodentligt fra ældre germansk jernalder (375 e. Kr. til ca. 600 e.Kr.).

Kværnstenen lå fladt og nærmest vandret i bunden af en ikke så dyb grube.  Kværnstenen som kan ses på fotoet nedenfor er næsten cirkulær, ca. 40 cm i diameter og ca. 5 cm tyk, med et cirkulært hul i midten på ca. 8 cm i diameter.  Stenens overflade virker meget slidt og har kun svage spor af bildning. Bildningen er den ru overflade en kværnsten skal have for effektivt at kunne kværne korn til mel.

Kværnstenen i gruben

Kværnstenen i gruben

Kværnstenen er af granit og stammer fra en såkaldt drejekværn. En drejekværn består af to sten ovenpå hinanden den underste, en ligger, og den øverste, en løber. Stenen fra Hårup er en ligger. I hullet i midten har der siddet en træpløk som har holdt de to sten sammen i den rette afstand.

Sammen med kværnstenen blev der fundet en rund knusesten, en glittesten og en sten med form næsten som et hammerhoved med en spids og en fladere ende. Denne sten kan, ligesom den runde knusesten, antagelig være brugt som bildesten/bildehammer, det vil sige et stykke værktøj som er blevet brugt til ”skærpning” eller afretning af kværnstenen.  Stenen har på begge ender tydelige spor af at være blevet brugt. Det arkæologerne har fundet er tilsyneladende en kværnsten med tilhørende værktøj.

Kværnstenen og værktøjet

Kværnstenen og værktøjet

Gruben med kværnstenen og værktøjet blev fundet i et område hvor der desuden er gjort fund af bebyggelse fra yngre bronzealder – ældre førromersk jernalder (1100 f. Kr. – år 0) og jernudvindingsovne fra romersk jernalder (år 0 – ca. 375 e. Kr.). Hvilket betyder, at kværnstenen har en meget yngre datering end de øvrige fund på stedet.

Det kan kun blive et gæt hvorfor kværnstenen og værktøjet er blevet gravet ned netop på dette sted. Måske er stenen blevet nedgravet som en ofring til guderne med håbet og en god høst?

Ny udstilling af de to top ti udgravninger!

I forbindelse med  de mange udgravninger vi har haft på motorvejsstrækningen, er der to udgravninger der har haft Kulturstyrelsens særlige opmærksomhed. Det er udgravningen af Danmarks længste langhus fra jernalderen, og den spændende udgravning af en jernalder landsby og vikingetids gravplads i Hårup, som har fået en flot placering på Top ti over de vigtigste fund i år 2012. Det er vi selvfølgelig meget stolte af. Derfor vil vi snarest udstille genstande fra de to udgravninger på Silkeborg Kulturhistoriske Museum. Hvis det har interesse skal man derfor holde øje med bloggen, hvor vi vil skrive når udstillingen er klar til publikum.

Kommer snart copy

Danmarks længste jernalderhus!

Hen over sommeren har vi undersøgt 2 hektar af en større bebyggelse på højderyggen syd for Linå.

Ud over fem langhuse fra slutningen af bronzealderen omkring 500 f.Kr. er der undersøgt omfattende spor efter en landsby fra germansk jernalder ca. 400-500 e.Kr.

Til denne landsby hører mindst ti langhuse. Husene er omgivet af hegn, der knytter de enkelte huse sammen i større gårdsanlæg. Gårdene består typisk af et hovedhus på 30 m`s længde med beboelse og stald under samme tag, omgivet af et eller flere mindre huse, der har fungeret som gårdens økonomibygninger. Det er dog ikke muligt, at præcisere hvilken funktion de enkelte bygninger har haft.

Langhus set fra vest. Husets solpehuller er markeret med paptallerkner

Et hus skiller sig markant ud fra de øvrige. Et helt usædvanligt stort hus med 425 m2 under tag med en længde på ikke mindre end 65 m!! Der var ingen skillevægge bevaret i huset, så vi ved ikke hvordan, det har været indrettet. En analyse af jordprøver udtaget fra husets stolpehuller kan i heldigste fald vise, hvad de forskellige dele af huset har været brugt til. Fund af f.eks. forkullede kornkerner og ukrudtsfrø kan vise hvor beboelsen, stalden og evt. lade samt tærskerum var placeret i huset. Landsbyen har haft en ganske betydelig udstrækning. Umiddelbart vest for udgravningen var et mindre vådområde og museet undersøgte i 2011 1 ha. af samme bebyggelse her ved. (Se evt. “Store dimensioner”).

Bunden af en brønd sikret med tilspidset tømmer

Landsbyens vandforsyning har været sikret ved to brønde, som lå tæt ved bebyggelsens østlige udkant. I den fugtige undergrund stod brøndenes træforing stadig intakt. Nedbankede tilspidsede planker forhindrede at brøndhullet skred sammen. Nogle af plankerne er tydeligvis genanvendt bygningstømmer.

Hårupgårdøksen!

I dag har vi fundet en meget velbevaret økse. Ikke en økse smedet til træfældning, men et kampvåben. Øksen, eller øksehovedet, lå på bunden af et anlæg, der kan have været en kælder i et lille hus. Øksehovedet havde desuden bevaret dele af sit træskaft, hvorfor vi hurtigt har taget den med ind på museet til konservering.

Her ser vi det flotte fund af et øksehoved med en rest af træskaftet bevaret.

I nærheden af huset hvor øksehovedet er fundet ligger flere jernudvindingsovne, så det er nærliggende at forestille sig, at det måske er i dette område øksen er smedet. I samme område har vi desuden fundet flere jernnagler i stolpehullerne, som tilhører et langhus. Hvilket viser, at der er gode bevaringsforhold for metaller.

Da øksen skulle op, tog medarbejderne lige to minutters pause for at se det fine fund.I udgravningen sidder den glade finder, arkæolog Mads Jylov.

Foregængerne for Linåvej 66?

Linåvej 66 kortudsnit

De i denne omgang omtalte huse ligger ved den grønne prik. De røde streger og felter er vores undersøgelsesområder.

Syd for Linåvej graver vi i øjeblikket udlægsarealer omkring et kommende regnvandsbassin, og omkring motorvejen. Ved regnvandsbassinet er der tidligere undersøgt en fin romertidslokalitet, og nord for denne er der i denne omgang dukket flere huse op, således at vi her må gå ud fra at vi har den nordlige afgrænsning for den bebyggelse.

Linåvej 66 oversigt ved gården

De omtalte huse, som de ligger omkring gylletanken bag gården

Denne artikel omhandler 5 huse, som vi lokaliserede helt oppe ved gylletanken ved Linåvej 66. Forundersøgelsen i forbindelse med selve motorvejstracéet gav intet nævneværdigt i strækningen syd for det nu undersøgte område, men blot 2 meter nord for en af søgegrøfterne fra dengang (lys blå fyldning), dukkede først tre overlappende hustomter fra yngre romersk jernalder op, og dernæst 10 meter længere imod nord to huse fra yngre germansk jernalder.

De sydlige huse stammer således fra omkring 300-375 e.kr., medens de nordlige formodentligt kan dateres til den sene del af germansk jernalder, det vil sige til tiden mellem 600 og 800 e.kr. Det er nærliggende at formode at bevægelsen er fortsat, således at en vikingetidsgård sandsynligvis er lokaliseret under den nuværende gård, og at der rent faktisk kan være en sammenhængende kronologi. Det er dog langt fra sikkert, da en del gårde i området er såkaldte udflyttergårde, som er byggede der hvor der ingen gårde er, eller rettere hvor der ikke længere ligger gårde! Det kan desuden blive svært at dokumentere det, da den aktuelle gård sandsynligvis har ødelagt en del af de senere perioders gårdtomter, og vi får nok ikke lov til at grave under gården, som stadig er beboet.

SIM 5/2010 Hus 1-3

De pænt lange gårde (rød og blå) er omkring 33 meter lange og 6 meter brede.

De først fundne huse syd for gylletanken Lå overraskende nok ned over er fald i landskabet på 1,5-2 meter, hvilket virker tåbeligt med nutidsøjne, men måske har været praktisk, når nu kreaturerne har været opstaldede i østenden, og dermed ned ad bakke i forhold til beboelsen. Kan man ikke finde et helt plant sted, er denne løsning sandsynligvis at foretrække, frem for en hældning den modsatte vej. Det skal lige siges at der i perioden sandsynligvis ikke har været bygget plane gulve i huse med en sådan placering i landskabet, og slet ikke i staldenden. Det kan vi se i kraft af at de tagbærende stolper ikke er kraftigere her, og det har de nok skullet være, hvis de har skullet bære både gulv og kreaturer.

SIM 5/2010 Hus 4 og 5

De fine Germanertidshuse ved gylletanken

Det pæne hus (mørk grøn udfyldning) er i øvrigt forstyrret i nordøsthjørnet af gylletanksbyggeriet for 15 år siden, hvor det desværre ikke blev observeret, men der er nu tale om relativt få stolpehuller i væggen som er forsvundet, og i et så symmetrisk hus, er det ikke det store problem. Det gult markerede hus som skærer de fine hus efterlader vi til eftertiden nord for udgravningsfeltet.