Posts Tagged ‘ ældre ’

Fin bronzealder ved Balle

Ved Balle Nørremark, som er at finde overfor kolonihaverne ved Viborgvej nord for Silkeborg, er vi nu nået godt ind i tredje arbejdsuge, og pladsen skuffer bestemt ikke!

Det åbnede område på Balle Nørremark gravningen. Gule grønne og blå omrids indikerer identificerede huse. De lange skrå streger er gasledningens nedgravning.

I forbindelse med prøvegravningen havde vi en formodning om at der på stedet var spor efter sten- og bronze-alder (samlet en periode på omkring 2800 år, fra tidligst 3300 f. Kr. til 500 f. Kr., samt muligvis på en bakketop bebyggelse fra den periode vi kalder førromersk jernalder, som går fra 500 f. Kr. til år Kristi fødsel, Med det sidste tog vi dog fejl, men på den gode måde!

Det har i undersøgelsen nemlig vist sig at de dengang iagttagede huse stammer fra ældre bronzealder i stedet (ca 1500 til 1100 f. Kr.), hvilket understøttes af fundmateriale og formen på husene. disse huse viser sig at være pænt velbevarede, og det er en stor del af forklaringen på at vi formodede den sene datering oprindeligt.

Ovenstående plan viser de iagttagne stolpehuller omkring de flotte ældre bronzealderhuse. Der ligger tre konstruktioner med delvist overlap. Mod nord er der yderligere tre huse, som dog er ringe bevarede.

På denne plan er kun det bedst bevarede hus fremme, hvilket giver et meget godt indtryk af vægstolpernes ensartede placering. Planen er ikke endelig, da vi stadig arbejder med tolkningen i felt.

Der er tale om huse på omkring 36 meter i længde, og omkring 7,4 meters bredde. Væggene består af store stolper i en næsten fast afstand på 2,83 meter, hvilket antyder at der er tale om eb bulkonstruktion. Denne konstruktionsform er god når der er rigelig tilgang til tømmer, da man blot skal skaffe en masse relativt korte planker, som stikkes vandret ned imellem lodrette vægstolper.

De kommende uger byder efter al sandsynlighed på mere af samme skuffe, da den tætte bebyggelse slet ikke er fuldt udgravet endnu, og så er vi først lige gået igang med at grave i de tilhørende gruber!