Posts Tagged ‘ madskorpe ’

Vis mig din affaldsgrube

Keramik.

Koncentration af keramik.

Det som vi finder på udgravningerne er ikke et øjebliksbillede af et frosset tidspunkt i historien. Derimod er det oftest steder, som af den ene eller den anden grund er blevet forladt af fortidens mennesker, som har taget de fleste af deres ejendele med sig. Derfor er de ting vi finder når vi undersøger pladserne ikke deres højtskattede ejendele, men derimod det affald de har efterladt sig eller genstande som de har blevet tabt eller glemt. Dette er dog ikke kun negativt. Man kan lære utrolig meget om mennesker ved at studere deres affald og det gælder især mennesker fra fortiden. Et eksempel på dette er grube A344 fra udgravningen ved Balle Kirkeby.

Ler kar.

Lerkar fra ældre bronzealder.

Grube A344 er en såkaldt affaldsgrube, dvs. en nedgraving fyldt op med affald fra den omkringliggende boplads.Specielt var der en masse stykker ituslået keramik fra ældre bronzealder, og blandt dette et intakt lerkar som stod med toppen ned af på bunden af gruben.

Madskorpe

Fastbrændte madrester i bunden af lerkar.

Da karet blev undersøgt af muséets konservator, opdagede han en rand af fastbrændt mad, formentligt grød, i bunden af karet. Formentligt har en bonde i bronzealderen brændt sin mad på, og i en tid uden opvaskemiddel og teflonbelægning var der ikke andet for end at smide karet ud. Det er dog heldigt for os da vi nu har muligheden for at analysere indholdet og derved finde ny viden om hvad bronzealderens menneske spiste.

Gruben indeholdt desuden en løvkniv og en flække i flint, samt dele af et låg til et lerkar.

Løvkniv og flække.

Løvkniv og flække.

Låg

Keramik låg.

Af Christian Dedenroth-Schou